| &nbps; | |
| Forsiden Om Apparatur Køb Apparatur Arkiv Læsværdigt Oversættelser Links Bagsiden | |
|
|||
|
| Øystein Vidnes bor i Bergen, har udgivet bogen Bondeforteljingar (Det norske samlaget, 2002). Engageret i tidsskrifterne Prosopopeia og Grønn kylling (arb. tittel). Bondeforteljingar knytter sig op mod forfattere som Bjørnstjerne Bjørnson og Hans E. Kinck, gennem kærlig karikatur og underliggørende undersøgelse. Et hovedtræk ved bogen er dens undersøgelse af hvad som sker med de nationalromantiske myter transponeret til Norge anno 2002 - og samtidens myter om sig selv set gennem nationalromantikkens optik. En hybridiserende praksis i forhold til genre er også med til at skabe teksternes særegne karakter. Her træffer vi noveller, en kortroman og petiter i en række forskellige stillejer, bundet sammen til noget som måske ender op som en god, gammeldags anti-roman. Oversættelse ved Susanne Christensen, f. 1969, bor i København og Bergen. Oversætteren ønsker at takke Audun Lindholm og Maja Elverkilde for venlig assistance. |
Å e r n e i T ø r k e d a l e n
Uddrag fra Bondeforteljingar
En grå formiddagsregn faldt og jeg havde som sædvanelig glemt min paraply. Vandet løb ned ad ryggen på mig. Af sneen fra igår var der kun sjap tilbage, og mine fødder var våde som et par forkomne kloakrotter. Jeg gik og tænkte på at der måtte findes en grund til at jeg var ude at gå. Men den havde jeg naturligvis glemt. Idet jeg skulle til at vende om og gå hjemad skimtede jeg en mørk skikkelse i regnen. Han kom nærmere. Der var noget bekendt ved den måde at gå på. Det var Rolf. Han strøg forbi uden at ænse mig.
Hej! råbte jeg, men han stoppede ikke. Jeg sprang efter ham og greb fat i hans jakke. Da vendte han sig og sagde:
Jeg giver ikke til tiggere. Du må undskylde mig, men det er et princip.
Men Rolf, da, det er jo mig! nærmest råbte jeg. Der var meget trafik på gaden, og der blev konstant sprøjtet vand op på fortovet.
Hvem? spurgte han.
Mig! Sten! sagde jeg.
Javel, sagde han, og det så næsten ud til at han ville gå videre.
Sjældent jeg ser dig, sagde jeg hurtigt. Hvordan står det til?
Det står ikke til.
Sikke det regner, sagde jeg.
Hvad? spurgte han.
Sikke det regner!
Hvad mener du? Jeg synes det regner ganske lidt, jeg, sagde han.
Synes du?
Ja, dette er vældig vældig lidt regn, synes jeg. Sandt at sige så længes jeg hjem.
Åh?
Jeg længes altid hjem når det regner så lidt som nu. Hjemme regner det hele tiden.
Siger du det? sagde jeg.
Javist.
Hvad er det forresten nu det hedder, det sted du er fra? spurgte jeg.
Hvad det hedder? Behøver det at hedde noget?
Nej. Jeg ved ikke, sagde jeg.
Det hedder Tørkedalen.
Hvorfor hedder det det?
En dag for flere år siden var der næsten tre timers opholdsvejr, sagde Rolf. Da var der vandmangel, og de måtte leje helikoptere fra nabolandsbyen for at fragte vand ind. Men det hjalp ikke. Alt var ødelagt. Vandløbene tørrede ind og åerne groede til med mose. Da åerne kom i gang igen, fandt de ikke tilbage til sine løb, og de for vild. Mange af dem fulgte efter folk eller dyr, andre løb bare i ring. Den dag i dag er der hjemløse åer som render rundt på må og få, specielt om natten, til fare for både folk, dyr og dyrefolk.
Men nu er der altså ikke vandmangel der, sagde jeg.
Nej, sagde Rolf. Men efter tørken har der været stor dyremangel. I hele distriktet er der mangel på dyr, særlig grise, køer og hunde. Og derfor er der mange arbejdsløse som har taget arbejde som husdyr og brugsdyr. Selv arbejdede jeg som okse i næsten et helt år før jeg rejste til byen for at studere.
Det vidste jeg ikke, sagde jeg.
Nej. Jeg prøver ikke at skjule det, sagde han, men går nu heller ikke rundt og fortæller det til alle.
Nej, nej, sagde jeg.
Nu sagde han ikke noget et godt stykke tid. Stadig kom der store lastvogne forbi og sprøjtede vandpytterne op på os. Selv var jeg så våd at jeg blev helt svimmel, det var vel mit blod der begyndte at blive udvandet.
Jeg havde nu håbet de skulle sætte mig i avl, sagde Rolf med eet, men en dag forstod jeg pludselig at det kom til at gå ret ad slagtebænken til med mig. Så sagde jeg op med det samme.
Ja, det forstår jeg godt, sagde jeg.
Nej, du forstår ikke, du forstår ikke en skid, sagde han, sukkede dybt og begyndte at gå i samme retning som han var kommet fra, der hvor gaden på begge sider havde tre etager høje huse med vinduer hvor gardinerne var trukket for, mens gaden selv så ud til at forsvinde brat længere fremme, på samme måde som en å kan forsvinde ned i en flod, og Rolf Herrings brune jakke var utydelig og gik i opløsning mod det grå, som sand.
B y r k j e l o
Uddrag fra BondeforteljingarEn dag skal alle til Byrkjelo. Og en anden dag skal de rejse derfra. Det kommer til at blive efterår, og regnen kommer til at piske dem i fjæset, for der er langt til Byrkjelo, men vejen hjem er længere, og de kommer til at fryse så der ikke er en nerve tilbage i deres kroppe, og der kommer til at køre lastvogne forbi, de svinger ikke udenom, fandeme nej, og det eneste de ser, er lyset på den anden side af fjorden, for det kommer til at være midt om natten, lys kommer de ikke til at have, og ikke mad, og ikke tørt tøj, og du kommer til at sidde dér og bande, for du skal derhen, også dig, du slipper ikke, fandeme nej, og du kommer til at stoppe for at hoppe i fjorden, men det går ikke, du finder ikke fjorden, det er fandeme for mørkt, og hvor blev der af sommeren? kommer du til at spørge, at det skulle blive efterår allerede nu, det er fandeme umuligt at holde styr på årstiderne, tænker du, det ved jeg, det er hamrende forbandet sikkert, jeg har nemlig gjort det, jeg har nemlig været der, og jeg er glad for at jeg er færdig med det. Det holdt hårdt, jeg var lige ved ikke at klare det.
Ingenting tydede på at denne sommer skulle blive anderledes end de andre.
Det begyndte bare med at jeg stod på den gamle traktor hjemme på Berflot og spredte møg som sædvanligt. Jeg stod bag på ladet med en spade og hev møg ud på marken, det var god og stærk kalvelort, og traktoren rullede fint nedad bakken i første gear. Men tror du ikke den gamle smadrekasse hoppede ud af gear, og dér for vi, nedad mod hovedvejen i en forbandet fart. Der er så brat på Berflot, ved du, man kan næsten stå på trappen og pisse ned på vejen. Jeg skulle til at hoppe af, men tænkte så at jeg skulle kravle frem og få styring på krapylet. Men før jeg vidste af det, ramte vi asfalten med et bump, og hele herligheden brækkede i to på midten.
Alt blev helt mørkt. Men da jeg fik gnedet øjnene og kunne se, var der brunt overalt.
Jeg var så godt gødet at jeg har fået hår både på brystet og på ryggen, jeg som altid har været glat som en barnerumpe.
Jeg fik ikke gjort en skid uden traktor. Nu må det være det ene eller det andet, tænkte jeg, nu må du træffe et valg i livet, sagde jeg til mig selv. Det ene eller det andet: enten satser du på at få en ny traktor, eller også finder du dig en dame. En traktor var vanskelig at skaffe, tænkte jeg mens jeg humpede opad bakken. For jeg kunne jo ikke bruge en hvilken som helst møgtraktor. En Aebi-traktor fra '59 eller '60 skulle det være, af den gamle type, en tohjulsraktor med firhjulstræk. Det eller intet. Det er fandeme det eneste der kan bruges. Ihvertfald der hvor der er så brat som i Berflot. Den model er helt umulig at få fat i. Jeg begyndte at lægge en plan. Jeg behøver normalt ikke at lægge planer. Der er så forbandet meget at gøre, både med det ene og det andet, at det bare er at spytte i næverne og komme i gang, og sådan har det været så længe jeg kan huske. Men nu så det pludselig anderledes ud, for uden en traktor fik jeg ikke gjort en skid alligevel.
Resten af sommeren vaskede jeg mig og gjorde mig i stand og jeg ved ikke hvad. Jeg købte en dunk med sprit af ham Einar, og hver gang jeg fik chancen, så luskede jeg ned på pub'en eller på ham Bjarnes værtshus, der hvor der foregik både det ene og det andet. Det var ikke let. Uanset hvor meget jeg badede og striglede og vandkæmmede mit hår, fik jeg bare at vide at jeg lugtede af kolort, og der var fandeme ikke en eneste dame som så på mig længe nok til at blinke.
Men en dag jeg sad og ævlede med ham Bjarne, var der en påtrængende fyr som absolut skulle snakke med os. Ingen af os vidste hvordan han var sluppet ind, og jeg skulle lige netop til at tage ham i kraven og vise ham den rette vej ud, da jeg kom til at genkende et par ord i den grød af en dialekt han snakkede på.
Han kunne ikke undgå at høre hvad vi snakkede om, sagde han. Vi havde snakket om traktorer som sædvanligt. Denne idiot af en fjordbo påstod at han havde en traktor at sælge mig.
Det tror jeg ikke på, sagde jeg.
Det er helt umuligt at få fat i sådan en traktor, og nu sad altså en lille fed fyr, som tydeligvis ikke var for kvik, og påstod at han havde netop sådan en traktor jeg ville have fat i, og at jeg kunne købe den.
Ja, hvis jeg tog til Byrkjelo og hentede den, så skulle jeg få den.
Jeg troede ikke et øjeblik på hvad han sagde.
Men uanset, det endte med at jeg satte mig på bussen og drog til Byrkjelo.
Jeg troede aldrig at jeg skulle nå frem. Jeg tager aldrig bussen. Men uden traktor var der ikke andet for. Til slut kom vi frem, og endnu senere, efter megen om og men, fandt jeg gården sådan som jeg havde fået forklaret det. Den lå frygtelig afsides, langt fra både by og hav.
Det var fyrens kone som åbnede døren. Eller det skulle man fandeme ikke tro. Det var en lille mørk dame med langt sort hår, hendes fjæs kunne jeg ikke se før hun skubbede håret til side over skulderen med hånden, men da kom det til gengæld også virkelig til syne, det var en hel sommer i sig selv, med lyse rynker i kinderne og sommerfuglevinger over øjnene, og jeg fik ikke et eneste forbandet ord frem, jeg stod bare der og måbede, og du ved hvordan det er hvis du står nær nok og glor nogen direkte ind i øjnene, pludselig er det ikke øjnene du ser, de var forresten fandeme lige så blå som svejsegnister hvis du ser gennem svejsebriller, men pludselig er det ikke øjnene du ser, men dig selv, spejlbilledet af dig selv, og jeg kom ikke til mig selv før jeg så mit eget gab i hendes øjne. Det kunne ikke have varet mere end et par sekunder, men det var noget af det værste jeg har været med til. Jeg bakkede tilbage. Jeg kan ikke huske om hun allerede havde sagt noget. Jeg begyndte ihvertfald at forklare mit ærinde.
Så stod jeg altså der og fortalte om min traktor som var gået i to stykker, og pludselig stod hun der og græd, var det så trist, tænkte jeg, men før jeg fattede en brik af det så havde hun lagt hovedet mod mit bryst. Hun sagde noget, hun ævlede løs, men det var helt forbandet umuligt at fatte hvad det var, det var den fordømte dialekt, jeg stod der og sagde så ja, så ja, det går nu for det meste godt til sidst. Og derfra var der bare kysseri og krammeri, og der var ned at ligge og der var væk med termotøjet og kjole og der var stønnen og skrigen, før jeg vågnede i en seng i Byrkjelo, og der lå et kvindfolk der og fingererede ved det nyligt fremvoksede hår jeg havde på brystet. Jeg spurgte hende om hun ikke ville med hjem til Berflot. Jeg var ikke kvik nok til at få fat i hvad hun svarede. Hun ævlede løs, men hvad hun sagde er ikke godt at vide. Hun viste mig traktoren. Det var det reneste vidunder. Det var præcis den model jeg havde haft. Lidt brugt var den jo nok, men rust var der ikke meget af. Jeg tror måske hun spurgte om noget, men det var så forbandet med den dialekt at det var helt umuligt at høre forskel på spørgsmål og andre ting, det lyder som om de spørger og spørger hele tiden, og da havde jeg allerede fat i startsnoren og skulle til at trække.
Den startede fint.
Dette var gode sager. Pludselig sad jeg på sædet, traktoren var ude på hovedvejen, og jeg var allerede godt på vej da jeg så at bladene på træerne allerede var begyndt at gulne, vejret var køligt og nogle stygge skyer konspirerede ude over fjorden. Det var allerede efterår, og det var for sent at gøde, for sent at så, alt var for sent, og det kom ikke til at hjælpe en skid om jeg havde traktor eller ej.
Den sorte røg begyndte at komme da jeg nåede til Eid. Og efterhånden blev det bare værre. Det så fandme ud til at motoren kom til at krepere før jeg kom til Beksle. Det ville være en ren ulykke. Havde jeg haft en pisk havde traktoren fandeme fået den at føle. Jeg havde kørt hele dagen, og det var aften og mørkt. Jeg mærkede ingenting, det var som om kroppen var følelsesløs. Termotøjet var gennemblødt. Jeg kunne se vejen nu, for der kom flammer ud af udstødningsrøret, det var bare op ad bakke og skov, granskov, afpillede grantræer. Jeg talte svingene nu, der var mange igen, og de var forbandet skarpe, de var skarpere og skarpere jo højere jeg kom, venstre, højre, skarpere og skarpere, jeg havde ikke følelse tilbage i kroppen, fingrene sad fast på rattet, bagen var frosset fast i sædet, traktoren midt på vejen, ikke en eneste forbandet bil at se, ikke engang en lastbil, og jeg måtte nå frem til Beksle, det var den eneste tanke jeg havde i hovedet, for hvis jeg kom til Beksle, så ville det bare være det rene og skære ned ad bakke tilbage, og på een eller anden måde viste jeg at jeg ville komme til at klare det, ja det var jeg fandeme aldrig i tvivl om.
Andre tekster af Øystein Vidnes på WWW:
www.prosopopeia.uib.no/P199/vidnes.html
www.prosopopeia.uib.no/1_2002/terror.html
www.prosopopeia.uib.no/1_2001/per.html
Apparatur, Kastrupvej 96, 1. th., 2300 København S. E-post: apparatur@mail.dk, Giro: 60048398