Jeg kunne se de mindste ting

Jeg lå i min seng, da jeg hørte lågen. Jeg lyttede opmærksomt efter. Jeg kunne ikke høre andre lyde. Men jeg hørte det. Jeg forsøgte at vække Cliff. Han var helt væk. Så jeg stod op og gik hen til vinduet. En stor måne lå over bjergene, som omgav byen. Det var en hvid måne dækket med ar. Hvem som helst kunne forestille sig et ansigt i den.

Der var nok lys til, at jeg kunne se alting i haven. Havestole, piletræet, tørresnore spilet ud mellem pælene, petunierne, hegnene, lågen, som stod vidt åben.

Men der var ingen, som gik rundt derude. Der var ingen uhyggelige skygger. Alting lå badet i måneskinnet, og jeg kunne se de mindste ting. Tøjklemmerne på snoren, for eksempel.

Jeg lagde mine hænder på glasset for at spærre for månen. Jeg kiggede lidt mere. Jeg lyttede. Så gik jeg tilbage i seng.

Men jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg blev ved med at ligge og vende mig. Jeg tænkte på lågen, som stod åben. Det var som en udfordring.

Cliffs åndedræt var rædsomt at lytte til. Hans mund var vidt åben, og hans arme holdt om hans blege brystkasse. Han fyldte hele sin side af sengen og det meste af min.

Jeg skubbede og skubbede til ham. Men han gryntede bare.

Jeg lå stille et stykke tid endnu, indtil jeg besluttede mig for, at det ikke var til nogen nytte. Jeg stod op og tog mine tøfler på. Jeg gik ud i køkkenet og lavede en kop te og sad med den ved køkkenbordet. Jeg røg en af Cliffs cigaretter uden filter.

Det var sent. Jeg ville ikke kigge på uret. Jeg drak teen og røg en cigaret til. Efter nogen tid besluttede jeg mig for at gå udenfor og lukke lågen.

Så jeg tog min slåbrok.

Månen lyste alting op - huse og træer, pælene og el-ledningerne, hele verden. Jeg kastede et blik på baghaven, inden jeg gik ned af verandaen. Der kom en lille brise, som fik mig til at lukke slåbrokken.

Jeg gik frem mod lågen.

Der var en lyd ved hegnene, som adskilte vores grund fra Sam Lawtons. Jeg kiggede hurtigt derhen . Sam støttede sine arme mod sit eget hegn, selvom der var to hegn at læne sig op ad. Han løftede sin næve op til munden og hostede tørt.

"Godaften, Nancy," sagde Sam Lawton.

Jeg sagde: "Sam, du gjorde mig bange." Jeg sagde: "Hvad laver du oppe?" "Hørte du noget?" sagde jeg. "Jeg hørte min låge gå op."

Han sagde: "Jeg har ikke hørt noget. Jeg har heller ikke set noget. Måske var det vinden."

Han tyggede på noget. Han kiggede på den åbne låge og trak på skuldrene.

Hans hår var sølvagtigt i måneskinnet og rejste sig op på hans hoved. Jeg kunne se hans lange næse, rynkerne i hans store, triste ansigt.

Jeg sagde: "Hvad laver du oppe?" og rykkede tættere på hegnet.

"Skal jeg vise dig noget?" sagde han.

"Jeg kommer over," sagde jeg.

Jeg lukkede mig ud og gik hen ad fortovet. Det føltes mærkeligt at gå rundt udenfor i min natkjole og min slåbrok. Jeg sagde til mig selv, at jeg skulle forsøge at huske det, at gå rundt udenfor sådan her.

Sam stod ved siden af sit hus, hans pyjamas var højt oppe over hans ternede sko. Han holdt en lommelygte i den ene hånd og en dåse et-eller-andet i den anden.

Sam og Cliff var venner engang. Så en nat gik de på druk sammen. De kom op at skændes. Det næste var, at Sam havde bygget et hegn, og så byggede Cliff også et.

Det var efter, at Sam havde mistet Millie, var blevet gift igen og var blevet far igen, det hele i løbet af ingen tid. Millie og jeg havde været gode venner, indtil hun døde. Hun var kun femogfyrre, da det skete. Hjertestop. Det kom, lige da hun kom ind i indkørslen. Bilen fortsatte gennem carportens bagvæg.

"Se engang," sagde Sam. Han hev op i sine pyjamasbukser og satte sig på hug. Han pegede med lysstrålen ned på jorden.

Jeg kiggede ned og så nogle ormeagtige ting krølle sig sammen på en lille bunke gødning.

"Snegle," sagde han. "Jeg har lige givet dem en dosis af det her, " sagde han og løftede en dåse med et eller andet, der lignede Ajax. "De er ved at indtage stedet," sagde han og tyggede på, hvad det nu end var , han havde i munden. Han drejede hovedet og spyttede noget ud, der kunne have været tobak. "Jeg bliver nødt til at gøre det her for bare at kunne følge nogenlunde med dem." Han drejede lyset over på en krukke, som var fyldt med tingesterne. "Jeg lægger madding ud, og så hver gang, jeg ser min snit til det, kommer jeg ud med det her, de små djævle er overalt. Det er satans, som de huserer . Se her, " sagde han.

Han kom op og stå. Han tog fat i min arm og førte mig over til sine rosenbuske. Han viste mig de små huller i bladene.

"Snegle," sagde han. "Overalt hvorhen du ser her om natten. Jeg lægger madding ud, og så kommer jeg ud og tager dem," sagde han. "En modbydelig opfindelse, sneglene. Jeg samler dem i krukken derovre." Han rykkede lysstrålen ind under rosenbusken.

Et fly fløj hen over os. Jeg forestillede mig menneskene i det, fastspændte i deres sæder, nogle af dem i færd med at læse, mens andre kiggede ned på jorden.

"Sam," sagde jeg, "hvordan har de det allesammen?"

"De har det fint," sagde han og trak på skuldrene.

Han tyggede på, hvad det nu end var , han tyggede på. "Hvordan har Clifford det?" sagde han.

Jeg sagde: ”Som altid . ”

Sam sagde: "Af og til, når jeg er herude efter sneglene, kigger jeg over mod jer." Han sagde: "Jeg ville ønske, at Cliff og jeg var venner igen. Kig nu, " sagde han og gispede. "Dér er en. Kan du se den? Lige der, hvor lyset er." Han havde rettet strålen mod gødningen under rosenbusken. "Kig godt efter," sagde Sam.

Jeg foldede armene under mine bryster og bøjede mig hen over lyset. Tingesten holdt op med at bevæge sig og drejede hovedet fra side til side. Så var Sam over den med sin pulverdåse og strøede pulveret ud.

"Slimede tingest, " sagde han.

Sneglede vrikkede fra den ene til den anden side. Så krøllede den sig sammen og rettede sig ud.

Sam tog en lejetøjsskovl og skovlede sneglen op på den og smed den ned i krukken.

"Jeg er holdt op," sagde Sam. "Jeg blev nødt til det. På et tidspunkt blev det så slemt, at jeg ikke vidste, hvad der var op og ned. Vi har det stadig i huset, men jeg har ikke meget at gøre med det længere."

Jeg nikkede. Han kiggede på mig og blev ved med at kigge.

"Jeg må hellere komme tilbage," sagde jeg.

"Selvfølgelig," sagde han. "Jeg fortsætter med det her, og når jeg er færdig, smutter jeg også i seng."

Jeg sagde: "Godnat, Sam."

Han sagde: "Hør." Han holdt op med at tygge. Med tungen skubbede han til det, der var bag hans underlæbe. "Hils Cliff."

Jeg sagde: "Det vil jeg gøre, Sam."

Sam lod hånden løbe gennem sit sølvagtige hår, som om han ville tæmme det een gang for alle, og så brugte han hånden til at vinke med.

Inde i soveværelset tog jeg slåbrokken af, foldede den sammen og lagde den indenfor rækkevidde. Uden at kigge på urskiven tjekkede jeg, at vækkeuret var slået til. Så krøb jeg ned i sengen, trak tæpperne op og lukkede øjnene.

Det var der, jeg kom i tanker om, at jeg havde glemt at lukke lågen.

Jeg åbnede øjnene og lå der. Jeg ruskede lidt i Cliff. Han rømmede sig. Han sank noget. Der var noget, som sad fast og skurrede i hans brystkasse.

Jeg ved ikke hvorfor, men det fik mig til at tænke på de tingester, som Sam Lawton hældte pulver udover.

Jeg tænkte et øjeblik på verden udenfor mit hus, og så havde jeg ikke flere tanker, undtagen at jeg måtte skynde mig at falde i søvn.