Kald mig Ali Baba

Han troede at alle fordybningerne i markerne bag kvindefængslet var et resultat af bomber. Han forestillede sig at verden egentlig havde været helt flad og at de bomber som faldt under KRIGEN (som store, tunge humlebier, tænkte han) havde gjort landskabet til det, det var.

Når faren snakkede om KRIGEN, og det gjorde han ofte, for han havde været med i den, så Arvid disse fordybninger for sig, og det slog ham med forundring når han legede i den lille dal de kaldte Hullet, at nogle af bomberne måtte have været vældigt store.

Da han fik at vide at der aldrig var faldet nogle bomber der hvor han boede, ville han næsten ikke tro det, for billedet af de bølgende marker og humlebibomberne var blevet en del af ham selv, og der hvor det blev væk, var der ingenting at putte i stedet.

Han troede at kvindefængslet var en kirke, og det lignede jo en kirke, men selv om han vidste at der altid var nogen derinde, så han aldrig nogen som kom ud. Der var så stille på gårdspladsen bag det høje ståltrådshegn, gruset var rødt som det ikke var nogen andre steder i distriktet, og de store døre var altid lukkede. Nogle gange stod der en sort bil på den gårdsplads, men han havde aldrig set den komme eller køre igen.

Han vidste at der altid var nogen derinde, for når han legede på marken, så han ansigter i vinduerne, og når de som var derinde vinkede, så vinkede han tilbage, og når vinden blæste den rigtige vej, kom deres stemmer blafrende som papirstykker gennem den blanke efterårsluft. Men når de råbte, løb han, og da han fik at vide at det ikke var nogen kirke, legede han der kun, når han glemte, hvor han var.

Engang han glemte det, stod der en dame i et af vinduerne og råbte:

– Du må hilse Joakim! Og hun begyndte at grine højt, da hun så han løb. Han holdt sig for ørerne, for han ville ikke høre, men det var for sent, og han vidste at han aldrig ville glemme det navn; Joakim.

Nogle dage efter læste faren højt fra avisen at der var en som var flygtet fra fængslet, og Arvid vidste med det samme hvem det måtte være. Den nat kom hun da han lå og sov og drømte, og hun råbte Joakim! Joakim! til han vågnede og satte sig op og råbte Joakim selv, og moren kom farende ind i hans værelse og sagde for guds skyld, hvad er det du laver?

På en lille mark mellem boligblokkene og rækkehusene stod der en lade. Den var rød med store, afskallede grå pletter og havde stået der altid, så længe han havde levet, og selv om faren sagde den hørte til en gård som havde været der før, var lige præcis det noget Arvid gav fanden i. Laden stod der og var Laden.

– Skal vi løbe hen og lege i Laden, sagde børnene til hinanden, for det var et godt sted at lege, og det blev ikke dårligere af at de ikke måtte. De voksne sagde at det var fordi den var ved at brase sammen, men Arvid tænkte at hvorfor skulle en lade som havde stået der så længe han havde levet, pludselig finde på at brase sammen lige netop nu?

Laden havde en opkørselsrampe og en stor ladeport som var lukket med en slå og en stor hængelås. Arvid og Jon Sand havde prøvet at få den op mange gange, Jon havde til og med taget en kineser med, som han havde byttet sig til for tre Illustrerede Klassikere hos sin storebror, og stoppede den ind i låsen. Det gav et ordentligt knald, men lige lidt hjalp det. Låsen var lige hel og døren lige lukket.

De hoppede fra opkørselsrampen, og det gjaldt om at hoppe så langt som muligt fra et punkt så højt som muligt. Jo højere, jo sejere. Selvfølgelig var det lidt farligt, men indtil nu var to knoglebrud det værste som var sket, og det var vel ikke mere end man måtte regne med.

Arvid stod næsten oppe ved døren når han hoppede, det sugede så dejligt i maven når han satte af, og han slog sig næsten aldrig, for han var så let. De store drenge kaldte ham for Dødshopperen, og hver gang de sagde det, smilede han indvendigt. Men han passede på ikke at smile med munden, han krøllede bare overlæben sådan som moren havde vist ham at Elvis gjorde da han var på toppen, og var der noget moren havde forstand på, så var det Elvis. Når de spillede Elvis i radioen, satte hun sig ved køkkenbordet med en cigaret og sang og røg og kunne alt udenad, og hver morgen sang hun »It's now or never« i badet.

Arvid havde trænet foran spejlet i entreen derhjemme og syntes han gjorde det ganske godt, og efterhånden krøllede han læben så ofte at der var mange som troede han var født sådan.

Men det var Jon som kunne hoppe længst. Arvid gjorde det bedste han kunne, og alligevel var han næsten altid en halv meter bagved.

– Du har for korte ben, sagde Jon. – Se selv, du har jo næsten knæene nede i skoene! Men det kunne ikke passe, for skolelægen havde sagt han havde en harmonisk krop, og da han spurgte moren hvad det betød, sagde hun at det betød at alt ved hans krop passede sammen og at det var godt.

Uanset hvad som var i vejen syntes Arvid det var bedre at være Dødshopperen end en almindelig længdespringer. Det mente Jon vist også, troede Arvid, men det sagde han ikke højt, for de var kammerater og delte hvad der kom af ære og berømmelse.

– Gad vide hvad der er derinde, sukkede Arvid. De stod der med løv i håret og sand i skoene og stirrede på den gamle, afskallede bygning, knæene svigtede og læggene skælvede efter en lang, men lykkelig hoppetørn.

– Blade, sagde Jon. – Aviser.

– Blade?

– Ja, Anders And-blade, Texas, Wild West, Prærieblade, Arbejderblade, Akim, Morgenposten. Da de havde papirindsamling, så kørte de det alt sammen ind i Laden. Min storebror har sagt det, for han så det.

– Texas-blade?

– Ja, for fanden.

– Jamen, så må vi jo komme derind før det er for sent!

– Jøsses, ja, men hvordan?

De gloede fortabt på den tunge væg, den solide ladedør og på grundmuren, og da så de det begge to samtidig. Laden havde jo ikke nogen ordentlig grundmur som rækkehusene og boligblokkene, den stod på en firkant af kampesten, og mellem kampestenene var der nogle steder mellemrum. At de ikke havde set det før!

De løb rundt om Laden og ledte efter det største hul, og da de fandt det næsten kastede Jon sig ind, han sprællede og sparkede og masede til han pludselig sad fast og Arvid måtte trække ham ud igen.

– Det går ikk', sagde Jon og holdt hånden mod en hudafskrabning på kinden, – prøv du.

Arvid kiggede ind i det sorte hul og havde ikke længere så vældig stor lyst. Tænk hvis der var nogen derinde, det kunne man ikke vide på forhånd, tænk hvis hun sad derinde og gemte sig mens alle ledte efter hende, og da han havde tænkt det, syntes han næsten han kunne høre hende, og han var sikker på at det var sådan det var: Hun sad derinde i mørket og ventede på ham.

Men Jon stod der med sit ivrige fjæs og havde prøvet, havde til og med fået en hudafskrabning på kinden, og det var pludselig helt umuligt at sige at han ikke turde.

Med en kold følelse i maven stak han hovedet ind og begyndte modvilligt at skubbe sig ind over de ujævne sten. Det var så mørkt derinde at han ikke vidste om han havde øjnene åbne eller lukkede, og da han bestemte sig for at han ikke ville alligevel, mærkede han at Jon tog fat rundt om hans fødder og skubbede ham helt ind. Der var trangt, de skarpe stenkanter skrabede langs maven, og en af knapperne i jakken sprang, og så lå han på jorden på indersiden og skreg:

– FOR HELVEDE OGSÅ, HVORFOR GJORDE DU DET? Men så tav han stille, for der var så lavt under taget, eller gulvet, at hans stemme slog tilbage og dundrede i øret og gjorde mørket propfuldt.

– Du er jo så langsom, sagde Jon derude. – Skal vi have fat i bladene, eller skal vi ikke?

Arvid følte sig frem med hænderne som en blind mand i biografen, dødsens angst for at røre ved noget, han ikke vidste hvad var eller måske hvem var, og hørte han ikke nogen trække vejret? Der var i hvert fald noget som rørte sig, det raslede i papirerne, og så mærkede han noget stryge langs låret, noget blødt og levende. Han hev efter vejret, hårene strittede i nakken, han stivnede og rettede sig op, men i stedet for at slå hovedet ind i gulvet over sig, kunne han pludselig stå oprejst. Og så mærkede han at han havde øjne igen, og da han åbnede dem, var det ikke mørkt længere.

Det var et hul i gulvet, han havde hovedet og skuldrene oppe i Laden, og mellem de brede vægplanker løb der bække af lys ind, og da han så sig omkring, skuede han ud over et hav af blad- og avisbunker. Han greb fat i den nærmeste bunke, hev og sled i snoren, som røg med et lille smæld, og et skred af blade sejlede mod ham og hvirvlede skyer af støv til vejrs. Uden at se efter hvad det var han fik med sig, tog Arvid så mange blade han kunne holde rundt om, sank ned gennem gulvet igen og krabbede det hurtigste han kunne mod den lysende åbning hvor Jon stod på ydersiden, hel og fin, uden is i maven og kun med en hudafskrabning på kinden.

– Næ, for dælen! sagde Jon da bladene pludselig spruttede ud af hullet i muren og Arvid kom bagefter med et udtryk i øjnene som Jon aldrig før havde set hos sin kammerat.

De sorterede bladene, og det viste sig at foruden tre Alle Kvinder, fire Aftenposten og seks Det Bedste, var der to Akim og fem Texas de aldrig havde set før. Arvid fingererede ved stedet på jakken hvor knappen skulle have været og sagde:

– Kald mig Ali Baba! Og så lo han skingert.

Jon var ikke den som holdt på hemmeligheder, og snart gik rygtet om Arvids bedrift. Samtidig begyndte de voksne at snakke om at nu skulle Laden endelig rives ned, og det er godt, sagde faren, den rønne er jo livsfarlig, den holder du dig væk fra, Arvid! Ja, ja, sagde Arvid, men ude i gaden løb panikken som et skræmt egern mellem boligblokkene og rækkehusene, børnene så på hinanden og tænkte: så nær rigdommen, og så var opdagelsen af vejen ind i Laden måske helt forspildt!

En aften bankede Jon på og spurgte om Arvid kom ud. Hans storebror ville snakke med ham, sagde Jon, og Arvid spurgte faren om han kunne. Faren så på uret og sagde:

– Har du lavet lektier? selv om han godt vidste at det havde han, at han altid lavede dem med det samme han kom hjem fra skole.

– Ja, ja, sagde Arvid.

– OK, en halv time da, sagde faren som han plejede. Arvid kunne spørge klokken ti søndag formiddag og faren ville svare: OK, en halv time!

Udenfor var det mørkt og vådt, og selv om det ikke regnede, lagde den fugtige luft sig mod huden med det samme og var god at trække vejret i. Arvid kunne godt lide det våde mørke, det pakkede ham ind som i et uldtæppe og gemte ham, samtidig med at han kunne gå og bevæge sig hvor han ville.

Trond Sand var femten år, og han stod på hjørnet henne ved Thomassen og ventede, i munden havde han en cigaret som han røg på, og Arvid kunne se gløden bevæge sig op og ned som de lanterner han plejede at se på havet når de sejlede med båden for at besøge bedstemor og bedstefar i Danmark.

– Hej Dødshopper, sagde Trond.

– Hej, sagde Arvid og krøllede læben svagt.

– Hører du kom ind i Laden. Det er du den eneste som har klaret. Godt gået, hvis du spørger mig.

Arvid rødmede, men det kunne ikke ses i mørket.

– Ahr, det var' ikk' no'et særligt.

– Jo, det var, sagde Trond og tog et hvæs af cigaretten, blæste ud igen, og det så hvidt og spøgelsesagtigt ud mod den sorte himmel. Trond knipsede cigaretstumpen væk, den snurrede rundt i luften før den hvæsede mod den blanke, våde asfalt.

– Kender du Bandini? sagde han.

Dumt spørgsmål, tænkte Arvid, alle kender Bandini. Bandini var den særeste mand i Veitvet, og det sagde ganske meget, for i Veitvet var der ikke mangel på særlinge. Bandini var italiener og kunstmaler, den eneste Arvid nogensinde havde set på nært hold, han gik med stok og grøn militærfrakke og havde sat sit lange hår op i en top på hovedet. Det syntes moren var charmerende. Desuden var Bandini den høfligste mand hun kendte, og visse der i gården kunne have lidt at lære, sagde hun, og så kiggede hun skråt på faren som lige så godt kunne søge om at få søndagsskolepengene tilbage, for de var helt spildte.

På plænen udenfor sin lejlighed havde Bandini placeret en blåmalet bilmotor, og når der var folk nok på gaden, plejede han at gå ud og klappe motoren og sige at dette, mine venner, er stor kunst. Men faren sagde det var en Anglia-motor, og det var ikke stor kunst overhovedet, men en forbandet lortebil. Det sagde han fordi han havde en Anglia selv, men da han begyndte at arbejde på Jordan havde han ikke råd til en ny bil, da Angliaen gik i stykker.

For det meste sad Bandini inde i sin lejlighed og malede nøgne damer. Han var Knoff i kioskens største Cocktail-kunde, det var nemlig ikke let at få fat i levende modeller i Norge, sagde faren som egentlig godt kunne lide Bandini, for han havde også været med i KRIGEN, i Italien, men var deserteret fordi en mand som hed Mussolini ville hugge hovedet af ham.

– Selvfølgelig kender jeg Bandini, sagde Arvid.

– Han skal flytte hjem til Italien, sagde Trond. – Han orker ikke at gå op ad alle Trondhjemsvejens bakker længere, og Mussolini døde for femten år siden, så der' ikk' no'et farligt i at flytte.

Trond tændte en ny cigaret og fortsatte:

– Derfor gav han alle sine blade til papirindsamlingen, og så tænkte jeg at du kunne gøre mig en tjeneste. Er du mæ'?

– Nej, sagde Arvid.

– Vil du' ikk'?

– Jo, jeg mener, hvordan tjeneste?

Trond rullede med øjnene. – Bandinis blade, de er inde i Laden, ikke sandt? Og du er den eneste som er lille nok til at komme ind og samtidig stor nok i hovedet til at vide hvad du skal lede efter! For ti af de blade får du min dampmaskine. Er du mæ' nu?

Dampmaskinen! Arvid havde set den mange gange hjemme hos Jon. Den stod på en hylde lige inden for døren i Tronds værelse og var så blank og smuk at se på at det næsten gjorde ondt at tænke på det. Og den virkede. Arvid havde selv prøvet den engang Jon og han var alene hjemme, og han havde ønsket sig sådan en siden første gang han så den.

– Jeg har' ikk' brugt'n i mange år, sagde Trond. – Du får den for ti blade.

– Men hvaffor no'en blade, mener du egentlig?

– Jamen, for faen, det kan du vel regne ud. Sådan nogen han maler efter. De er inde i Laden. Ti stykker, det klarer du.

Arvid vidste hvad Trond mente, for han havde været inde hos Bandini engang og fået et glas vand og havde set hvad der hang på væggene, men det han så der, fortalte han ingenting om derhjemme.

– Okay, jeg skal prøve.

– Fint, kom med.

– NEJ! Ikke nu! Arvid huskede mørket derinde, bælgmørket, uden lys mellem vægplankerne nu, uden lys fra åbningen i muren.

– Jeg må ind nu, min far bliver sur. Jeg gør det efter skole i morgen.

Trond så på ham, mens han blæste røg ud af den ene mundvig.

– Godt, godt, Dødshopper, det er en aftale. Men ikke noget vrøvl!

– Nej, nej, sagde Arvid.

Dagen efter næsten løb han hjem fra skole. På vejen passerede han Laden, men han så ikke på den, for han måtte hjem med tasken først og ville ikke tænke på noget som helst før han blev nødt til det.

Han smed tasken ind i entreen og råbte til moren som stod og stegte frikadeller:

– Kommer snart igen. Skal lige hen til Jon og hente no'et! Og så smækkede han døren før moren nåede at svare.

Tyksakken sad på trappen og læste Arbejderbladet sådan som han altid gjorde på denne tid af dagen. Han havde uldjakken på, for det var midt i oktober og koldt, men Tyksakken gik ikke ind i stuen med avisen før den første sne kom.

– Hej, sagde Tyksakken. – Hvordan går det, Arvid?

Arvid svarede ikke, gik bare lige forbi, og Tyksakken råbte efter ham idet han rundede hjørnet ved Thomassen: – Du er sgu lige så høflig som din far!

Arvid gik op på Grævlingvejbakken, og derfra sneg han sig mellem to rækkehuse ned mod Laden fra oversiden. På den måde var der ikke så mange som kunne se ham, for hullet i muren var på denne side, og hvis han var heldig, var der ingen som så ham overhovedet.

Han havde teknikken nu, og det gik let med at komme ind gennem hullet. I stedet for jakke med knapper havde han en tyk sweater på, og uden vanskeligheder var han inde og sad på knæ og følte sig frem for at finde åbningen i gulvet. Han fandt den og pressede sig op med sammentrukne skuldre, og så var han oppe og så sig rundt.

Der var helt tomt. Ikke et blad, ikke en avis, ikke så meget som et luset Skipper Skræk. Kun noget rod og affald, og støv, støv og atter støv. Men oppe under taget sad der to mænd med tove rundt om livet, og de var i gang med noget, havde hammere og svensknøgler og bankede og skruede på nogle store bolte. Arvid rejste sig helt op for at se bedre, og da så han striben af lys blive større, og så forstod han. Det var væggen, de var i gang med at rive væggen ned! Arvid kastede sig ned i hullet som en bange muldvarp, men han så sig ikke for, og halvvejs nede sad han fast. Bæltet bag i bukserne havde sat sig fast, han hev og sled, men det hjalp ingenting, og han begyndte at spænde bæltet af så hurtigt han kunne. Men hans fingre var stive som tørre grankviste, og så hamrede menneskene løs på væggen så det rystede i hele Laden, og den ene råbte til den anden:

– Okay, Joakim, nu ta'r vi'n! Og så dunkede han helt forfærdeligt til væggen med hammeren. Arvid hikstede, Joakim! Væggen stod og vippede, han ville dø, han ville blive helt flad, og så skreg han:

– JOAKIM!

– Ja? Manden vendte sig om. – For fanden i helvede! Ole! Der er en unge herinde!

– JEG SKULLE HILSE! hylede Arvid.

– Hvad? Manden slog stadig i væggen, han slog og slog, begge to slog til, alt hvad de kunne.

– Jeg vil sove, klynkede Arvid og borede ansigtet ned i albuen, – jeg vil sove. Og så faldt væggen, som i slow motion. Udad.

– Herre Jesus, sagde ham der hed Joakim og klatrede ned. Nede på gulvet løb han hen til Arvid, løftede hans hoved op fra armen og så ham ind i ansigtet.

– Hvordan har du det, knægt?

Arvid kiggede rundt og opdagede at han kunne se lige ud i dagen, og der lå hans rækkehus, lige overfor Laden. Han så op på Joakim og smilede.

– Jeg troede hun var dernede under gulvet, men det var hun' ikk'. Hun må have gemt sig et andet sted.

Han kom på benene og begyndte at gå mod det strømmende lys der hvor væggen havde været, han kunne se den blanke, blå efterårshimmel og solen, og så vendte han sig om.

– Hvis jeg ønsker mig en dampmaskine til jul, tror I så jeg får en selv om den er dyr?

– Jøsses, selvfølgelig, sagde mændene og så forvirret på hinanden, – det skulle bare mangle.

– Fint, sagde Arvid. – Hej, hej. Og så løb han, ud af Laden, og hans hæle smældede mod ladevæggen som lå der som en bro ud i verden.

– For fanden da også, sagde Joakim bag ham, – hvad er der egentlig galt med ungerne nu om dage?