| &nbps; | |
| Forsiden Om Apparatur Køb Apparatur Arkiv Læsværdigt Oversættelser Links Bagsiden | |
|
|||
|
| Olaug Nilssen bor i Bergen. Har udgivet to bøger og siddet i redaktionen for Vagant. Fra Morgenbladets anmeldelse af Vi har så korte armar: "Nilssens andre utgivelse er en unik miksdur av drama og epikk, en genrehybrid som Nilssen selv har døpt for tilstandsrapporter. I tråd med dramaets konvensjoner får vi først presentert dramatis personae, eller "Dei som er med". Hovedpersonene i Nilssens tekst heter Ølgjer Bjørnsson og Liv, og vi forstår etter hvert at de er to noe mistilpassede unge som hver har sine problemer å stri med. Ølgjer og Liv er fra ei lita bygd som de kaller Skoddeheimen, og som lokaliseres som en avsides grend i kommunen Stor-Skoddeheimen, som i sin tur ligger i Sogn og Fjordane fylke. Som vi forstår av navnet er ikke Skoddeheimen den mest innbydende plassen på jord, skodda favner bygda som en klam hånd store deler av året. Innbyggerne er preget av religiøs grubling og underlegenhetsfølelse i forhold til byfolk. Man får en følelse av at det er en litterær-geografisk krysning av Jante, Granlien og Uppdals Skuggeheim. Fra dette triste og trangsynte stedet rømmer ungdommen inn til storbyen Bergen for "å finne seg selv", hvilket viser seg ikke å være noe enkelt prosjekt. (…) Surrealismen i tilværelsen til de unge skoddeheimbeboerne går hånd i hånd med tekstens egen metarefleksjon. Disse faktorene tillater aldri etableringen av noe som kan minne om en realistisk fiksjon. Gjennom å sette ytterpunkter opp mot hverandre såvel fortelleteknisk som mimetisk oppnår Nilssen å gi Vi har så korte armar en uro som underbygger den uro personene føler. Dette er en tekst som utfordrer og som setter ubehaget som målestokk for leseropplevelsen. Nilssens første utgivelse ble karakterisert som ubehagelig i sitt motivvalg. I denne teksten ligger ubehaget vel så mye i det språklige, at man aldri klarer å finne sammenhenger, ro eller flyt i språket. Stig Sæterbakken har, med referanse til Georges Bataille, hevdet at for å kunne si noe om det nedrige og onde må språket selv ha disse kvalitetene. Et slikt språk er det Olaug Nilssen etablerer". Oversættelse ved Susanne Christensen, f. 1969, bor i København og Bergen. Oversætteren ønsker at takke Audun Lindholm og Maja Elverkilde for venlig assistance. |
V i e t a b l e r e r o s
Begyndelsen af romanen Vi har så korte armarVi ved bedst! Det har vi altid gjort. Og vi vikler vores hoveder ind i håndklæder efter at vi har presset vandet varsomt ud af det når vi har taget brusebad. Så smiler vi, vores hoveder på skrå, og håret er temmeligt vådt efter brusebadet. Vi sidder i morgenkåbe med benene over kors og lakerer vores negle. Vi ler når vi snakker om alle elskerne vi har haft og såret. Vi tænker ikke på alt det andet vi kunne have gjort; akkurat nu er det dette vi gør. På vores dør står der:
Vi er de piger der drikker rødvin og ler højt. Vi får ikke blå tænder og sløret blik, men vi drikker rødvin og ler højt og synes samtidig at vores studier er interessante. Vi knokler ikke. Der er ingen der ser os når vi sidder og har det interessant med vores bøger. Vi drikker bare rødvin og ler højt, vi synes ikke det er kedeligt at læse, vi læser uden at vide at vi har brugt tid på det, og så drikker vi rødvin og ler højt eller ligger og soler os uden at tænke på at nu skulle vi have gjort noget helt andet.
Vi drikker vin fra køkkenglas, ryger og æder chokolade. Vi tænker ikke på at vi kunne have gjort noget andet. Vi sidder i morgenkåbe og fniser for os selv, selvom det er lørdag aften. Vi er joviale piger som trøster et rødglødende ansigt;
hvis jeg bare kunne være sikker, jeg er jo aldrig sikker på noget, vi snakker aldrig om sådan noget, siger dette ansigt, kære du ophovnede grædeansigt, det er der ingen som gør, er det ikke herligt med lidt ansvarsløshed?
Det ophovnede grædeansigt tænker efter. Det ophovnede grædeansigt har et eftertænksomt udtryk som går over i beslutsom fortvivlelse.
Jamen, jeg er jo forelsket!
Åh nej da, du er ikke forelsket.
Hvad ved I om det, joviale piger som drikker rødvin?
Lad som om du ikke er det, han lader også som om, du må ikke tro at du er den eneste der lader som om.
Jeg lader ikke som om.
Alle lader som om.
Han lader ikke som om.
Jo, det gør han! Det gør han virkelig.
Jeg lader i hvert fald ikke som om.
Det må du begynde med, straks!
(formanende): Vi er den ene og den anden pige. Vi er de to piger som stod ved siden af hinanden på grøn-gråt linoleum på en gang på Stor-Skoddeheimen ungdomsskole. Vi er de piger som stod og hang, som stod og hang den gang en lærer småløb forbi for at nå timen, han var glad og fri, han smilede, han glædede sig til netop denne time, han skulle fremføre et kemiforsøg med smæk i!
Han tænkte på kollegamødet i "Forum for Venner af Naturen og Realfag", hvordan han hver gang kunne fortælle om successer i knaldforsøg, hvordan de andre aldrig fik det til at brage ordentligt, det blev bare til en lille fis, og de plejede at diskutere problemer af typen: " Hvordan takler man at have opbygget en forventning om et regulært brag, og så ikke lykkes med at indfri disse forventninger," og så kunne han bare læne sig tilbage i stolen og sige:
- I bruger alt for lidt knaldgas. Der er jo selvfølgelig tale om en hårfin balancegang, men I bruger alt for lidt. I er rent ud sagt fejge.
- Hold dig til sagen! sagde de som oftest, surmulende.
- Du lille mand fra den lille skole i den lille by. Dette er en pædagogisk disussion med psykologiske undertoner, ikke nogen fagdiskussion.
De var bare misundelige, og vores lærer plejede at grine overlegent til dem. Og nu, når han var i god fart på vej mod laboratoriet, tænkte han at næste prøve skulle have spørgsmål om dette forsøg, som vi godt ville kunne lide, og så ville ingen af os klare det så dårligt at det ville være pinligt at vise resultatet derhjemme.
- På med beskyttelsesbillerne! skulle han sige, - det er tid for bulder og brag, sådan øvede han sig, det læste vi på hans læber før vi så at han smilede, han sprang afsted ned ad gangen.
Den ene af os rettede sig lidt op, trak hurtigt vejret ind en gang, en gang til med det samme, hun skød hovedet frem og knyttede de spinkle fingre til en næve så en sølvring skar sig ind, hun råbte:
- ÅH FOR FANDEN FOR EN FORPULET GRIM JAKKE!
og havde munden skudt frem et sekund til, pustede lidt ekstra ud, trak kroppen sammen, lænede sig tilbage og bøjede kroppen, rystede lidt på skulderene, rettede sig ud, slog med håret, smilede halvvejs med åben mund. Den anden af os med opspilede øjne, også hun med knyttet næve.
Ja, det var sådan det var, ophovnede grædeansigt. Og nu drikker vi rødvin og æder chokolade. I morgen skal vi for alvor begynde at kigge ind gennem folks vinduer for at kunne fortælle noget spændende til dem som har lyst til at høre, og de vil have vi skal fortælle mere.
Ø l g j e r B j ø r n s s o n v a r i n d a d v e n d t
Uddrag fra romanen Vi har så korte armar
[...] Der er nogen der holder mig under opsigt, tænker Ølgjer, de udspionerer mig. Der er mikrofoner overalt herinde på mit værelse. Og et kamera. De kan se mig, her hvor jeg ligger på sengen med armene under hovedet. Jeg er genstand for en undersøgelse. De skal finde ud af hvordan drenge som bor på landet har det. Dag 1: Solen står skråt ind gennem vinduet hos forsøgsperson 3665. Han ligger på sin seng. Han tænker på hvordan det gik i skolen i dag. En tåre triller ned ad hans kind. Nej, de kan ikke vide hvad jeg tænker! Der må være kameraer udenfor også. Overalt. De har et usynligt fly som kan flyve ved siden af mig hele tiden uden at jeg mærker det. Det må være lydløst. Og vældig lille. Fjernstyret. Forsøgsperson 3665 går i en klasse med bare fem andre elever, men skolen er fordelt sådan at hans klasse, 5. klasse (de har ikke a, b og c, for der er kun én klasse på hvert klassetrin), har undervisning sammen med 4. og 6. klasse. Netop nu har de sjetteklassebogen i o-fag. Næste år skal de have fjerdeklassebogen. Så de børn som bor på landet, kan meget mere o-fag end de børn som bor i byen. Men mindre kristendom, for i det fag er de i gang med fjerdeklassebogen, således at dem der går i femte klasse ikke kommer til at lære det de skulle i femte før de går i sjette, selvom de ved hvad der stod i sjetteklassebogen, for det havde de sidste år. Men det hjælper ikke at komme anstigende med den kundskab i mødet med børn fra byen, for de tror bare at landsbyunger er fejlagtigt informeret, eftersom de ikke kan udlægge den femteklasserelevante kristendomskundskab. Og næste år, når de rent faktisk på bymanér lærer sig sjetteklassepensum, har de allerede glemt den mærkelige landsbyunge de snakkede med, fordi de synes han var så uinteressant og så kikset at de ikke husker hvad han sagde, og dermed ikke fatter at han havde ret. Jeg må læse femteklassebogen, tænker Ølgjer, jeg klarer det sikkert på tre dage. Så kan jeg nok høste respekt fra byungerne. Forsøgsperson 3665 læser sine lærebøger med det samme han får dem ved skolestart. Igår stjal han en lærebog fra materialerummet, den som de har i sjette. Men han har tænkt sig at levere den tilbage så snart han har læst den!
Jeg kommer nok til at stikke af til Oslo, tænker Ølgjer. Snart. Hvis jeg sparer lommepengene i - skal vi se - ti uger, så får jeg nok til en busbillet. De tror sikkert jeg skal have halv pris selv om jeg ikke har legitimation. Men jeg må også have penge til mad. Jeg ender nok alligevel med at bo et par dage i rendestenen før den rige familie finder mig og synes det er synd for mig og tager mig med sig hjem, der hvor de opdrager mig på bymanér. Livet i rendestenen er sikkert både hårdt og ubehageligt. Måske nogen tilbyder mig narkotika, selv om jeg kun er elleve år. Men jeg skal sige nej! Og så skal jeg forkynde Guds ord til de hårdkogte narkomaner, således at de bliver omvendt og stopper med at bruge heroin. Jeg skal synge sange om frelse, så de bliver rørt og græder. Jeg som er et sådant uskyldigt Guds barn fra landet. Men dem i min nye familie, de tror sikkert ikke på Gud. Det er sådan de er i byen.
Åh nej!
Kære Gud, jeg lover at bare lade som om jeg ikke tror på dig. Men Gud har jo sagt man ikke skal skamme sig over ham, at man gerne må blive martyr for Gud. Peter var martyr for Gud. Jeg må omvende min byfamilie. Men mor og far må jo se mig på tv når det bliver kendt hvad for nogle gode ting jeg har gjort for de stakkels narkomaner. Måske mor og far må dø i en trafikulykke før jeg kan rejse ... NEJ, NEJ! Nej, det tænkte jeg ikke! Gud, du hørte forkert.
DAG 2: FORSØGSPERSON 3665 ER VÆLDIG DYGTIG til at tegne. Han bliver nok en berømt kunstner når han bliver voksen. Så er det godt at vi har holdt ham under observation, således at vi alle kan få at vide hvordan han havde det som barn, og så kan vi forstå det han tegner ud fra det han har oplevet. Det er ikke så mærkeligt at han tegner det han tegner, sådan som han har det. Nu tegner han en lille dreng der græder. Det er ikke altid at de andre børn er søde mod forsøgsperson 3665. En anden forsøgsperson, 3666, er vældig slem, selvom forsøgsperson 3665 ikke har gort ham noget. Forsøgsperson 3665 er ikke så tit sammen med de andre børn, men det gør ikke noget, han vil helst være i fred, vil han.
Hjemme hos forsøgsperson 3666:
Moren til forsøgsperson 3666 er en uintelligent dame. Faren er også uintelligent. De ser bare på tv, de har parabol. Det er det de sidder og laver, mens forsøgsperson 3666 render rundt og er uforskammet. Den idiot. Nej, denne forsøgsperson slutter vi med at observere, her sker ikke noget som helst af nationens interesse.
Tilbage til den relevante forsøgsperson:
Nu må forsøgsperson 3665 lægge tegnesagerne fra sig. Hans mor har bagt en kage. På landet spiser de hele tiden. De spiser og spiser og spiser, og landsbyens kvinder er gode til at lave mad. De bager lefser og laver noget som hedder gombe og rømmekolle og noget som hedder mylse. De kan godt lide kogt flæsk og spegesild. De spiser oftere risengrød end børn som bor i byen gør. Men de børn som bor på landet må spise meget for de arbejder så hårdt. De bor jo på gårde, og der er meget arbejde på gårdene. Børn på landet spiser det de får serveret, og de klager ikke, for de er generelt noget fattigere end børn i byerne. De har ikke så sejt tøj som børnene i byerne, men det er de ligeglade med, for de ved at der er vigtigere ting i livet end tøj og statusræs. Børn i byerne er vældig optaget af statusræs, det er bevist. Landsbyens børn er høflige og velopdragne (undtagen 3666).
Efter maden:
Forsøgsperson 3665s familie er en kristen familie. De beder bordbøn før de spiser. Men de er ikke så kristne som mange andre familier, og det synes forsøgsperson 3665 er godt, for som han kan forstå på sin yngre søster, forsøgsperson 4248, er det lidt flovt at komme fra en superkristen familie. Forsøgsperson 4248 har spurgt om de ikke kan bede bordbøn inden i sig selv når de har besøg. Gud hører det jo alligevel, siger hun.
Dag 3: Forsøgsperson 3665s forældre og søster døde igår. De kørte sig en tur til Askvoll for at besøge en gammel mand på alderdomshjem der, men så mødte de en bil som kørte med alt for høj fart, og de crashede. Selvfølgelig, kunne man sige, den vej er så smal som en strikkepind!
Nu er forsøgsperson 3665 helt på egen hånd, og det er ganske hårdt for en dreng som er så lille. Han græder meget, han er så utrolig smuk når han græder at mange voksne kvinder kappes om at komme til at trøste ham og om at være den som hjælper ham videre i livet. Hvad skal han for eksempel gøre med huset og bilen?
- For ikke at snakke om al den gæld, hvisker de voksne til hinanden, men 3665 hører det, og han vidste det allerede, han er ikke akkurat blandt de ti dummeste folk i Stor-Skoddeheimen kommune. Men allerførst er der en begravelse han må tage sig af. Nej, tre begravelser. Og han er lige trist ved alle tre begravelser. Han står forrest i kirken og snakker i mikrofonen med grådkvalt stemme. Kirken er fuld, og gudstjenesten bliver transmitteret på NRK. 3665 er god til at snakke for sig, men til hver begravelse må han sige: "Jeg finder ikke ord," nej, det bliver for kikset, "Jeg finder ikke ord. Ingen ord kan skildre hvordan jeg har det netop nu", uf, nej ... æhm, "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg elsker dig, mor, jeg kan aldrig klare mig uden dig! Kom tilbage!" Han kaster sig mod kisten og vil prøve at åbne den med de bare næver, men præsten kommer springende for at stoppe ham. Hele Norge holder vejret i mødet med denne stærke scene fra virkeligheden. [...]
Andre tekster af og om Olaug Nilssen på WWW:
http://www.prosopopeia.uib.no/1_2001/3olaug.html
http://www.vinduet.no/tekst.asp?id=324
http://www.vinduet.no/tekst.asp?id=286
http://www.vinduet.no/tekst.asp?id=254
http://www.vinduet.no/tekst.asp?id=237
http://www.vinduet.no/tekst.asp?id=269
http://www.dagbladet.no/kultur/2002/07/01/340751.html
Apparatur, Kastrupvej 96, 1. th., 2300 København S. E-post: apparatur@mail.dk, Giro: 60048398