&nbps;  
Forsiden Om Apparatur Køb Apparatur Arkiv Læsværdigt Oversættelser Links Bagsiden
 
APPARATUR


Charles Bukowski (1920-94)


  De første digte er oversat af Martin Glaz Serup efter Charles Bukowskis What matters most is how well you walk through the fire (Black Sparrow Press, 1999). Det sidste digt, Yndlinge, er oversat af Jakob Brøbecher efter War All the Time (Black Sparrow Press, 1984).  



min far og bumsen

min far troede på arbejde.
han var stolt af at have et
job.
nogle gange havde han ikke et
job og så skammede han sig
meget.
han skammede sig så meget at han
forlod huset om morgenen
og først kom tilbage om aftenen
så naboerne ikke skulle
opdage noget.

mig,
jeg kunne lide manden inde ved siden af:
han bare sad i en stol i
sin baghave og kastede pile
efter nogle cirkler han havde malet
på siden af sin garage.
i Los Angeles i 1930
havde han en visdom som
Goethe, Hegel, Kirkegaard,
Nietzche, Freud,
Jaspers, Heidegger og
Toynbee ville have svært
ved at benægte.



musene

min far fangede museungerne
de var stadig i live og han
kastede dem ind i den brændede
ovn
én efter én.
flammerne sprang ud
og jeg ville kaste min far
derind
men at jeg var 10 år gammel
gjorde det
umuligt.

"o.k., de er døde," sagde han til mig,
"jeg har dræbt de møgdyr!"

"det havde du ikke behøvet,"
sagde jeg.

"vil du have dem til at løbe
rundt i hele huset?
de efterlader ekskrementer, de
bærer på sygdomme!
hvad ville du ellers gøre med
dem?"

"jeg ville gøre dem til
kæledyr."

"kæledyr!
hvad helvede er der egentligt galt
med dig?"

flammen i brændeovnen
døde ud.
det hele var for sent.
det var forbi.

min far havde vundet
igen.



manden?

min datter sagde dette da hun var 5:
HER KOMMER MANDEN!
hvad? sagde jeg. hvad?
jeg kiggede over det hele.
HER KOMMER MANDEN!
ÅH, HER KOMMER MANDEN!
jeg gik over til vinduet og
kiggede ud. jeg undersøgte låsen
på døren.
hun kom ud fra køkkenet
med en ske og en pande:
klang, klang, klang!
HER KOMMER MANDEN!
HER KOMMER MANDEN!
ÅH, KIG, SE MANDEN!
SE MANDEN NU!
HER KOMMER MANDEN!

hun mente noget andet,
tænkte jeg, og klappede mine hænder i
takt og vi marcherede
begge rundt og
sang og
grinede. jeg
højest.



højst sandsynligt

i aften
har jeg to edderkopper der hænger fast i en sprække i væggen
og der er en flue
løs.

en ny kvinde ligger på min seng i værelset ved siden af
læser Herald Examiner.

hun har lavet mad, vasket op
og renset badekarret.

hun har gjort et godt stykke arbejde.

jeg sidder herinde alene med edderkopperne
og fluen.

jeg kan høre hende grine af noget i
avisen. hun virker
lykkelig.

jeg kan ikke se hvordan de små edderkopper
nogensinde skal få fat på den
flue.

alle venter
alting venter.

er jeg den eneste
der lever sådan
her?



i denne by nu-

koners hoveder bliver
smadret
mod køkken
vægge
af arbejdsløse
slagtere.

alfonser
sender deres
sørgelige og skæve
bataljoner
af trætte piger
ud.

ovenpå er der en mand
der brækker
hele sin mave
op i en
skraldespand.

vi drikker alle sammen
for meget
billig vin

leder efter
cigaretter

kigger på vores
kammerater
over
bordplader
og undrer os over hvorfor
de blev
grimme
så tidligt.

vi tænder for vores
fjernsyn
leder efter
baseball-kampe
soaps
og
politi
shows

men det er kun
lyden
vi vil have

nogle mindre
distraktioner.

ingen interesserer sig
for
slutninger

vi kender
slutningen.

nogle af os
svækkes

nogle af os
bliver
afhængige af
Kristus.

nogle gør ikke.

at vide hvad som helst er
at score
og at score
er
nødvendigt

dét er
baseball

og dét er alt

resten
af det
også.



landsmand

på væddeløbsbanen
hørte stemmen bag mig,
"Hank…"
jeg vendte mig og her var denne
unge tysker,
måske 34 år,
trængte til en barbering, øl i hans
ånde.
"jeg ved du ikke kan lide at blive
forstyrret… men jeg har
denne bog…"

"okay, knægt, hør jeg bliver nødt til
at finde et sted…"

jeg tog bogen med over til
en skraldespand, lagde den på
toppen, spurgte om hans navn,
skrev min autograf,
gav den tilbage.

"jeg ryster," sagde
han.

"det er okay," sagde jeg,
"jeg spiller er bare en hestespiller."

"jeg har kigget efter
dig i mange dage…"

"knægt," sagde jeg, "hør på
mig, jeg kan ikke drikke med dig
eller være venner med dig.
jeg bliver nødt til at gå
nu."

"åh, jeg forstår,"
sagde han.

det var godt.
jeg så ham ikke mere
den dag.


næste dag
sad jeg alene på en lille tribune
så hørte jeg en stemme bag
mig.
"hej, Hank," sagde den.

jeg svarede ikke.

"hvem kan du lide i dette
løb?" spurgte han.
"jeg mener, med al din
erfaring, hvem kan
du lide?"

jeg vendte mig.
det var min ven fra
i går.
han havde en anden bog
i skødet.
jeg genkendte den.
den var fuld af fotografier
og skriverier om en af mine ture til
Europa.

jeg tog fat i ham ved
halsen, rystede ham en smule,
tog så bogen, flåede hans
bukser ned, hans boksershorts og
proppede bogen op i røven
på ham,
så løftede jeg ham op over mit
hoved,
bar ham ned til
hegnet,
kastede ham ud på
banen
hvor de 6 heste
trådte op på midten af
hans ryg.
hans øjne
sprøjtede ud
og rullede rundt
på kig efter
Andernach
og jeg rejste mig og
gik over til baren
efter en saltkringle og en
øl.



tak for det

på det her tidspunkt
er jeg ikke længere nødt til at arbejde på
natklubberne og universiteterne
i boghandlerne
for bittesmå checks.
jeg er ikke længere nødt til at fortælle de førsteårsstuderende i engelsk
på U. of Nebraska (Omaha)
imens jeg sidder med mine tømmermænd klokken 11 om morgenen
ved et brunt forhøjet kateder
hvorfor jeg gjorde det
hvordan jeg gjorde det
og hvad de måske kan gøre for også
at gøre det.

men jeg havde ikke noget imod flyveturene hjem
med forretningsmændene
vi drak alle sammen dobbelte
og prøvede på ikke at kigge ud på vingen
prøvede at slappe af
alle glade for ikke at være på dødsgangen
for at vide vi alle havde et særligt talent
(indtil nu)
der havde reddet os fra den
(indtil nu).

det kan være jeg bliver nødt til at gøre det igen en dag men
lige nu er jeg hvor jeg hører til:
jeg flyver over min egen Mississippi River
jeg passerer over min egen Grand Canyon
til tiden
uden sikkerhedsbælte
uden stewardesser og
uden forsvunden baggage.



Yndlinge


en verden fuld af succesfulde folks
sønner
på cykler
på Hollywood Riviera
kl. 15.11
en tirsdag eftermiddag

dét er hvad nogle af hærene
døde for at bevare
dét er hvad mange af damerne
begærer:
disse udstoppede
ikke-eksistenser
cyklende afsted
eller stoppende for at snakke,
stadig sadlet på cyklen;
milde briser der rører
uberørte ansigter.

Jeg forstår meget lidt af dette
undtagen måske dræbte hærene
de forkerte folk
men det gør de som regel:
de tror fjenden er
dem de blir rettet imod
i stedet for dem
der retter dem ind:
yndlingenes fædre.