Jurga Ivanauskaite (1961-2007)

Syner i gult lys

Forestil jer, at denne historie er skrevet med bittergrønt blæk på gult papir.
     Det var en tidlig julimorgen. I det matte og mælkeagtigt flydende sollys så alt en smule faretruende ud. Farven grøn har aldrig haft en beroligende virkning på mig, men denne morgen brusede den som en oversvømmelse, der nærmer sig, den susede tavst som stilhed før stormen, pulserede som en kæmpe sprængladning, den spredte en svimlende uro som ud-sigten til en elskovsnat med én, man begærer. Det virkede, som om de afsindigt skinnende enge, de frodige buske og træerne, som dunkede af kølighed, ville strømme over og ud på vejen, vi kørte på, og drukne os i ufattelige grønne bølger. Vi ville kvæles, vi ville gispe og forsluge os, gå under og stivne i den florerende, seje grønhed – som biller i rav. Blomsterne i vejsiden hverken blomstrede eller duftede, de hvinede uden ophør med stemmer, der var melodiøse, men øresønderrivende. Sådan er vores nordlige sommer, som vi længes efter i ni endeløse måneder. Den er os fremmed, uvant, uforståelig, ængstende. Alt, hvad vi ser på, ligner afsked. Prøv engang om sommeren, når du kører i bil, i bus eller i tog, at betragte hver enkelt udsigt, der åbner sig for dig, som sad den i en lakeret nøddetræsramme. Forestil dig titlen, fastgjort forneden og skrevet med sirlige, grå bogstaver: AFSKED, FAREWELL. Prøv, og du vil blive grebet af vemod, af uro og til slut – af et smertende savn. 
     – Ja tak, nok sofisteri, udbrød Julius til sidst. Det var ham, der kørte bilen.
     Jeg havde tænkt det hele højt. Hver eneste gang den mindste lille tanke forvilder sig ind i vores hoveder, brænder vi jo efter at trække den frem i dagens lys, så alle andre kan se den, høre den og henrykkes. Hvis der ikke er nogen til at lytte, kan vi næppe vente med at skrive den ned i vores dagbog eller på det smukkeste, svagt gulnede papir med vandmærke, i sidste ende på den første og bedste forhåndenværende stump avis. Vi frygter panisk, at disse fugle, som er kommet flyvende til vores hoveder fra hvem ved hvor, skal smutte fra os, så vi mister dem for evigt. Og det til trods for at tankerne, det er jeg sikker på, aldrig har tilhørt os, ikke tilhører os og aldrig vil tilhøre os! Det vrimler med dem i verdensaltet. Tankerne flyver i sværme eller nogle stykker sammen, de kan også svæve alene. De er gerne klart lysende og brogede eller himmelblå og bittesmå, de kan være sorte med rødt funklende øjne eller grå med tunge, kvadratiske vinger, nogle gange er de orange, livligt tonende. De lander kun i vores hoveder for at hvile kort, de sætter sig som spurve eller sitrende sommerfugle. I mine øjne er det grinagtigt, som man tilbeder vise mennesker, man burde henrykkes over tankerne og ikke over hovederne, de slår sig ned i. 
     – Hør her, lille Arvid, alt dit ævl får mit indre til at gå i krampe, sagde Dalia, idet hun tændte en cigaret, vendte sig om og pustede røgen ud i ansigtet på mig. (Jeg sad på bagsædet, og Dalia – selvfølgelig – ved siden af Julius) – Hvis man tog tungen fra dig, ville der ikke være noget tilbage. Vi er fuldstændigt ligeglade med, hvad for nogle tanker, der er svirret op i dit kranie her til morgen. Vi har nok at gøre med at holde styr på vores egne.
     – Dalia, min kæreste, begynd nu ikke på dit ordgejl, sukkede jeg.
     – Jeg taler som alle normale mennesker, mens du vrøvler løs om gud ved hvad, sagde Dalia, sågar uden at nedlade sig til at vende sig om mod mig.
     Jeg havde en herlig gendrivelse klar, men helt uventet indskød Julius:
     – I griber til tautologier! I er begge tautologiens ofre!
     – Så er der en til, der gaber op!, råbte jeg. – Lad os få at se, hvem der kan flest fremmedord! 
     Tautologi – det var første gang, jeg hørte det ord, og jeg var næsten sikker på, at Julius brugte det forkert.
     – Det andet bogstav i tautologi er a, hvad er så det næste ord?
     – Abort, sagde Dalia og fnes.
     Tænk nu ikke noget dårligt om vores Dalia. Hun er en meget følsom pige og en smule nervøs – man behøver ikke høre efter, hvad hun siger. Dalias profil er som en hyrdindes på et maleri, øjnene er store og grønne og stråler dovent. 
     Julius standsede bilen foran en jernbaneoverskæring. Med sammenknebne øjne betragtede jeg det forbidundrende tog. Jeg prøvede at forestille mig, at det var et omrejsende cirkus eller en zoologisk have, jeg forestillede mig trætte elefanter med udslukte blikke, ind-skrumpne balloner og krøllede vimpler. Da jeg åbnede øjnene, så jeg silhuetter af tanks og derefter sodsværtede tankvogne, de lignede beskidte grise med numre brændemærket i siderne. 
     Vi kørte videre. Julius begyndte at fløjte.
     – Rigtigt, Julius, sagde Dalia og strøg ham over hovedet – fløjt løs, fløjt løs! Lad os ikke skændes fra tidligt på morgenen. 
     Jeg sagde det jo til jer – Dalia er en dejlig pige.
     Solen steg højere op, dens lys mindede ikke længere om mælk. Nu var det gult, tyktflydende og glimtende – som solsikkeolie. 
     – Men japanerne, derimod, glæder sig altid over de tanker, der besøger deres hoveder. Selv hvis de er små og næsten gennemsigtige. De skriver dem ned på rødligt skinnende ahornblade og lader dem ad små bække flyde deres elskede i hænde. Med klingende sort tusch udlægger de tankerne på papir så hvidt, at det blænder, de binder et lille bur med tankerne fast til en nyudsprungen ferskenkvist og overrækker det til en 10-årig pige med tæt, sort hår-pragt eller til en lille dreng med prægtigt broderede klæder og sender dem af sted til deres bedste ven. Under teceremonien, befriet fra tid og rum, betragter alle i fællesskab, hvordan tankerne, klingende som små sølvklokker, svæver gennem rummet og sætter sig på snart det ene, snart det andet hoved. 
     Ja, I har nok allerede forstået det – det var igen mig, der snakkede, desværre. Mine venner tilgav mig det ikke. Dalia:
     – Der er ikke en eneste af os, der tvivler på dit intellekt, din belæsthed, din dannelse og uddannelse, din lærdom, forstandighed osv. Næste år kan du skrive en opgave: ”Japaneren og de tanker, der falder ham ind”. Nej, måske er det bedre med ”farer igennem hovedet på ham” eller ”blomstrer i hans hoved”. Allerbedst er ”uforvarende ender i hans hoved”, det er meget japansk, men for at gøre det mere forståeligt for tilhørerne ved fremlæggelsen kan du også vælge ”slentrende finder vej til hans hoved.” Temaet bliver altså: ”Japaneren og de tanker, der slentrende finder vej til hans hoved”, opgave og mundtlig fremlæggelse af Arvid Viskantas. Et gribende syn!
     – Hvis der dukkede en japaner op her, ville han begå harakiri efter at have hørt på dit pladder i ti minutter. Han ville skære maven op på sig selv og lade tarmene vælte ud på min fars franske sædebetræk. Og bagefter ville den bedårende Dalia-san skære hovedet af ham med sin neglefil! sagde Julius. 
     Han ville også falde i jeres smag, især pigernes! Hvis I så Julius’ slanke skikkelse på en meter og seksogfirs, hans kastanjefarvede manke á la Beatles, hvis I så hans let fregnede næse med dens forbløffende form (som på en romersk skulptur), hans drømmeriske øjne og deres gennemtrængende blik, ville I tilgive ham alt dette sludder. Også selv om Dalia, idet hun pustede røg ud, men denne gang i ansigtet på Julius, skar klart igennem:
     – I er begge to decideret afskyelige!
     Vi kørte videre i nogen tid uden at sige noget. Efter at have rømmet sig, sagde Julius til sidst: 
     – Hvis det er sådan, mine damer og herrer, at I i dag tørster efter at kommunikere ved hjælp af japanske termer, så se her: vi bliver angrebet af kamikazer.
     Jeg lod ikke lejligheden gå fra mig, det er klart, og fyrede straks løs:
     – Kami kaze – det betyder ”gudernes vind”! Det hed den tyfon, som i det 13. århundrede udslettede Mongol Khans flåde ud for Japans kyst!
     Julius sagde ikke noget, signalerede blot med hånden mod forruden, som var oversprøjtet med små gule pletter. Det var altså sommerfuglene, som der var uhyggeligt mange af (det bemærkede jeg først nu), han kaldte for kamikazer. Vi trængte os frem gennem en gul hvirvelvind af sommerfugle, de trommede mod forruden. Vi blev nødt til at holde ind til siden for at vaske den. Vi steg ud. Overalt vrimlede det med gule sommerfugle: dirrende væltede de omkring på asfalten, vindstødene fra de forbikørende biler blæste vingestumper ud over vejkantens græs. Luften virkede kvælende gul, nærmest tæt af vingestøv. Sommer-fuglene satte sig på vores hoveder, skuldre og arme. Som baggrund for deres saftigt-gule kroppe virkede de beskidte planter i vejkanten endnu mere farveløse og udtørrede. Et øjeblik forekom det mig, at disse sommerfugle var vores tanker, som kom flyvende – urolige, anspændte, smerteligt gule. 
     Julius vaskede forruden, fløjtede og sagde: 
     – Og nu, højtærede, går pigerne mod venstre og drengene mod højre.
     Hvad vi derefter gjorde. Mens vi vadede gennem græsset i retning af skoven, virkede det som om benene skulle filtre sig sammen i den gule flagren, så vi ville styrte omkuld. Jeg kom på, at man burde stille et vejskilt op: ”Giv agt, gule sommerfugle!”  
     På vej tilbage til bilen faldt det mig ind, at den var lige så skrigende gul som sommer-fuglene. Sammenligningen syntes mig overdrevent banal, jeg besluttede ikke at lufte den. Så meget desto mere, som der indtraf EN HÆNDELSE, som vendte fuldstændig op og ned på alting. Jeg åbnede bildøren, jeg gjorde allerede mine til at sætte mig ind, men – min plads var optaget. På bagsædet lå … en nøgen kvinde.
     Min første indskydelse var: Det er Dalia, der tager pis på os! Men kvinden lignede ikke Dalia det mindste. Hun var spinkel, huden skinnende i en gul nuance, det glatte, tætte hår glimtede blåt. Kvinden lå på højre side med bøjede knæ og hænderne stukket ind under hovedet. Det lange, pjuskede hår dækkede ansigtet, så jeg ikke kunne se det ordentligt. Det faldt mig ind, at hun måtte være en eller anden blaffertøs, som havde mistet alt håb om at få et lift og nu havde grebet sin sidste chance.         
     Jeg hørte ikke Dalia komme gående. Det gav et sæt i mig, og jeg sprang ligefrem til side, da hun, i øvrigt helt stille, sagde: 
     – Og hvem har vi så her?
     – Det samme kunne jeg spørge dig om, svarede jeg.
     – Er det et af dine kvindebekendtskaber?
     – Er det et af dine?
     – Jeg er ikke lesbisk, hvæsede Dalia. (Som sagt – der er ingen grund til at tirre hende.) – Hvordan er hun endt her?
     – Da jeg kom, sad hun allerede og krøb sammen i bilen.
     – Du er vel ude på at få os alle i knæ ved at fremvise din super excentriske dame? I har aftalt det hele: hun venter i vejsiden, du får bilen standset og sørger for, at vi kommer af vejen, og når vi så vender tilbage, slanger hun sig på bagsædet, skamløst, og I kan begge triumfere!
     – Det var Julius, der standsede bilen.
     – Så er kvinden altså hans! sagde Dalia med en salomonisk afgørelse, – det er lige Julius’ stil – en pikant, afklædt kvinde i skyer af gule sommerfugle. Du har ret, det var Julius, der standsede bilen, og her venter så denne hersens …  
     – Men Dalia, hvad skulle de få ud af en så besværlig manøvre? Julius havde jo også kunnet plante hende ved siden af sig fra starten af, nøgen eller ej. Når han nu, på vej til sin forlovede, kunne tage dig med, så havde han også kunnet medbringe et helt harem, du kender ham jo ...
     Vi var virkelig på vej til Julius’ forlovede, I behøver ikke at undre jer. Men jeg fortæller først om hende lidt senere, lige nu, som I selv kan se, er det ikke tiden og stedet til det. 
     – Åh, Julius synes sådan om at lave alt om til syner i Bunuels ånd, sagde Dalia med en eller anden decideret moderlig stolthed ¬– det er ikke for ingenting, at han læser på Film-instituttet.
     Julius kom hen til os.
     – Diskussionerne dør ikke ud, kan jeg se, sagde han, idet han slog armene om os begge, så vores hoveder bankede sammen.
     – Hvad skal det her betyde, min højtærede? spurgte Dalia vredt og pegede på kvinden i bilen. 
     – Hvad tæ-æ-æ-ænker du på, min højtæ-æ-ærede? sang Julius, åbenlyst henrykt over sin egen forestilling.
     – Det, for eksempel! sagde jeg skarpt og signalerede med hånden.
     – HVAD, for eksempel? svarede Julius, han spillede strålende.
     – Hold op med at spille dum! skreg Dalia og jeg unisont.
     Julius svarede, pointerende sin skolede diktion:
     – Dette / er min faders bils / bagsæde / som nævnt betrukket / med gule, franske blomster- / gobeliner / som kræver uendelig / opmærksomhed / ømhed og / agtelse!
     – Lad nu være med at te dig åndssvagt! – hylede Dalia.
     – Stop forestillingen, det er på tide at komme videre, vi skal hjem til Eglute.
     Jeg nævnte helt bevidst navnet på Julius’ forlovede, selvom jeg tvivlede på, at det ville have nogen virkning på det lange rær og hans fregnede, romerske næse.
     – Stop selv jeres forestilling. Det er jo jer, der bliver hængende her som en anden sam-ling idioter, sagde Julius i den roligste tone.
     – Der er bare det ved det, at man ikke kan sætte sig ind. Du er nødt til først at få fjernet din nøgne veninde, som slænger sig ud over hele sædet. Som det ser ud nu, kan jeg, hvor gerne jeg end ville, desværre ikke sætte mig, sådan har omstændighederne formet sig …
     Jeg ville have kørt på i mindst et kvarter, men Dalia gav sig til at råbe op:
     – For Guds skyld, Arvid, hold op!
     Og selvfølgelig begyndte hun så at skvadre selv:
     – Julius, få din skøge væk fra bagsædet, og sig til hende, at hun skal tage noget tøj på. Hun falder jo i øjnene, når hun sidder nøgen på den der måde, vi ender med også at få politiet på nakken. Det her er ikke en Kerouac-roman.
     – Hvad har I to spist, mens jeg var væk? Hvad er det, I fabler om? Hvis det her er en vits, så er den overhovedet ikke sjov, og I har trukket den alt for langt, sagde Julius alvorligt, sågar irriteret.
     For pokker, hvor hans evner som skuespiller rev mig med. Jeg troede udelukkende, at det var forældrenes anstrengelser, der havde skaffet Julius ind på skuespillerlinjen på Statens Filminstitut i Moskva, og så viser det sig, at vores kære ven virkelig er begavet med et overvældende talent!
     – Helt ærligt, Julius! Det er nok! Mig og Arvid, vi er ikke helgener, vores tålmodighed er ikke af stål, sagde Dalia, idet hun stillede sig på tæer og kyssede Julius på kinden.
     – Netop! skar jeg ind.
     – Og i det hele taget, Julius, er det noget af en svinestreg at medbringe et eller andet letlevende pigebarn, når man er på vej til sin forlovede, smældede Dalia.
     – Er det dig selv, du tænker på? spurgte Julius (og var det ikke bare den fuldendte svinestreg, eller hvad?) – Hvad er det for et erotomant uvejr, der har ramt jer? Hvilken nøgen kvinde? Hvad for et letlevende pigebarn? Hvad snakker I om?
     – Om hende, sagde jeg og pegede igen på Julius’ nøgne veninde.
     – Men der er jo ikke nogen! svarede han, idet han frembragte et forundret tonefald.
     Julius rørte ved kvindens skulder, og netop som vi var sikre på, at deres forestilling ville slutte, lagde Julius’ hånd sig, efter at være gledet tværs gennem kvindens krop, på den franske gobelin med de gule blomster. Dén kvinde var en massehallucination, eller snarere – en hallucination for to, for Dalia og mig, fatter I det?! Julius kunne ikke se hende! Han rettede sig op og vendte sig mod os med sejrherrens tilintetgørende blik:
     – Nå, skal vi komme videre? sagde han med udpræget ømhed, som om vi led af en eller anden sygdom.
     Jeg følte ingen trang, kan I nok forstille jer, til at sætte mig på kvinden, være hun sig nok så indbildt. Jeg besluttede mig for at skubbe hende til side. Jeg var sikker på, at der ville ske det samme for mig, som for Julius. Men jeg kunne mærke hendes kropsvarme og hudens blødhed, da mine fingre lagde sig på hende. Dalia rørte ved kvindens hoved, strøg hende over det stålblåt glimtende hår.
     – Hun ånder, sagde Dalia næppe hørligt – og hendes hår – så blødt, så blødt, som silketråd.
     – Kære venner, til efteråret kan I overtage min studieplads. Begge to, på en gang. En uforlignelig skitse: ”Nøgen kvinde i gul bil!” Nogle detaljer er temmelig fortærskede – al denne følen omkring i luften, der skal imitere kærtegn. Men I arbejder videre med det, det stoler jeg på, og ender lynhurtigt i en film af Ingmar Bergman!
     Og pludselig brølede Julius, frygteligt højt:
     – Hey du, nøgne kvinde, vær æret!!!
     Han strøg med hånden gennem luften omkring ti centimeter over kvindens hoved, for ligeledes, går jeg ud fra, at ”imitere kærtegn”.
     Kvinden rørte på sig, rettede sig ud, strakte sig som en enorm siameserkat og satte sig på knæ med ansigtet mod os. Nu kunne vi betragte hende lige så tosset, vi ville. Hun var japaner, uden tvivl, japaner! Ansigtet var en langstrakt regelmæssig oval med fremtrædende kindben, halsen kort og bred, hun havde en let svungen næse med yndigt udskårne næsebor, tætte sorte øjenbrynsbuer og skrå fløjlsøjne, læberne var fyldige, hagen rund og med et sødt lille hul. Langt sort hår, blåligt changerende som bjergbække. Hun kunne være omkring 25. Hun lignede hverken de søde skønheder fra reklamerne, glinsende af amerikansk ansigts-creme, eller de raffineret sanselige geishaer fra Sung-tidens billeder. Jeg kunne ligefrem forestille mig billedteksten under et portræt af hende i et eller andet blad: ”Student fra Orienten”. Japaneren gav sig til at smile, på hendes kinder trådte små, vidunderlige smilehuller frem. Hun lo med en lys, vibrerende stemme og sagde:
     – Konnichi va!
     Vi fattede nul og niks, det er klart.
     Japaneren smilede igen og så løssluppent på vores forbløffede ansigter. Pludselig sprang hun ud af bilen, styrtede hen til Julius, trak hans hoved ned til sig og kyssede ham lige på munden.
     – Hvem er hun? kvækkede Julius, mens han stirrede på japaneren, som stod lænet mod bilen, splitternøgen. 
     Jeg troede, at det nu ville sprøjte ud med spørgsmål, gætterier og beskyldninger, men Julius sagde ikke mere. Og som om det ikke var nok, var han rød som en krebs. Tro mig, for første gang i livet. Jeg har kendt ham i ikke mindre end 22 år (vi blev født på samme hospital), og denne tiltalende unge mand har altid været bleg på en uforanderlig, om end elegant måde. Men nu rødmede han – jeg var rystet! Og mens jeg endnu så på Julius, forstod jeg hvor træffende vores litauiske folkevid er, når vi siger: Han stod som kysset. Ved gud, Julius stod som kysset! Men japaneren lod ham ikke komme til sig selv. Hun hængte sig om halsen på ham, fødderne dinglende over jorden, og gav sig igen til at kysse ham.
     – Nobody loves me like she does it, oh, she does it, sang jeg.
     – Ja, den her kvinde kan hele Kama Sutra udenad. Stakkels Julius, sagde Dalia meget trist.
     Japaneren vendte sig mod os og sagde med dyb fløjlsstemme:
     – Hajimemoshite? Dozo yososhiku!
     Endnu engang forstod vi ingenting, vi nikkede blot, åndssvagt smilende. Så vendte hun sig og smuttede igen ind i bilen – på forsædet. Stakkels Dalia kunne ikke gøre andet end at sætte sig ved siden af mig, hvilket skete med sand kvindelig forbitrelse. Julius, der var kommet sig lidt, det så det i hvert fald ud til, satte sig bag rattet. Han erklærede, at politiet og alle mulige andre tvivlsomme typer ikke ville kunne se hans japaner. Det var altså ”HANS japaner”, selvom han for fem minutter siden – ligesom de ”tvivlsomme typer” – ikke havde kunnet se hende. 
     – Her gælder det ikke om at se, men om at få øje på, tilføjede han med en hemmelighedsfuld, dæmpet stemme.
     – Jeg var den første, der fik øje på japaneren, da hun lå i bilen, sagde jeg i et provokerende tonefald, jeg håbede på at sætte gang i et skænderi. Men ingen sagde noget.
     Dalia og jeg sad med ryggen til hinanden, hun klæbet til den venstre siderude, og jeg til den højre. Dalia snøftede uden ophør, mens jeg fik den ide at observere, hvordan sommer-fuglene tværedes ud mod bilens forrude.
Foran opførte Julius og japaneren sig helt modsat os. Det var kun et spørgsmål om tid, før vi ville blive knust mod en telefonpæl. Fanden ville muligvis ikke tage den metafysiske japaner, men os derimod … I forstår.
     Alligevel endte rejsen godt (fysisk led ingen af os overlast). Dalia hulkede og græd hele tiden og fik på den måde sølet hele sit blege ansigt til med mascara. Det faldt mig overhovedet ikke ind at trøste hende. Det var hendes egen skyld – det ligner ikke noget at trænge sig ind på én, som er på vej til sin forlovede. Jeg selv følte mig, som om nogen havde suget mit indre ud og kun efterladt et susende vakuum. Og hvad Julius angår, så lignede han overhovedet ingenting, mindst af alt sig selv.
     Således ankom vi til Julius’ forlovede – den lille Eglute-mus. Hun boede ved bredden af Kateliu-søen sammen med sine forældre og sin bror Andrius. I synes sikkert, at det er underligt, at sådan en fyr som Julius, en fyr, som nøgne japanere hænger sig om halsen på, har en forlovet ved bredden af Kateliu-søen. Men lad den lige rotere lidt endnu, så vil alt stå klart for jer. Ja, helt rigtigt – Eglute var allerede to måneder henne, og faren til hendes barn var … For nylig havde Julius besøgt Eglute og hendes mor, og sidstnævnte havde erklæret: ”Enten – eller!” Enten giftede Julius sig med Eglute, eller også blev der skandale, og så røg han ud af Filminstituttet. Julius svarede, at naturligvis kunne han da gifte sig med Eglute, selvom han aldrig havde elsket og aldrig ville komme til at elske hende. Moren sagde, at det ikke altid var det vigtigste. Eglute tilføjede – selvfølgelig var det ikke det vigtigste, det var nok, at hun elskede Julius over alt på jorden. Så forklarede Julius, at der overhovedet ikke var noget, der var vigtigt for ham, kvinder har en særlig evne til at bære deres kors, og han stod gerne til tjeneste i den anledning!       
     Eglute var en utrolig smuk pige med langt, bølgende orange hår, hvid, næsten gennem-sigtig hud, kølige grå øjne og de længste øjenvipper, jeg nogensinde har set. Første gang, jeg mødte hende, var hos Julius, hun sagde ikke et ord i seks stive timer. Tro mig, det var fantastisk, det siger jeg helt uden ironi. Eglute kunne tale med øjnene, men det havde Julius sikkert ikke engang lagt mærke til.   
     – Eglute og hele hendes familie … det er bedst … at de ikke ser MIN japaner, erklærede han.
     Japaneren strejfrede sig selv med en finger og sagde:
     – Yuki!
     Vi så idiotisk på hende, men pludselig faldt det Dalia ind, at det måtte være japanerens navn. Hun erklærede, at hun havde læst, tilsyneladende i en roman af Yasunari Kawabata, at Yuki er et navn og betyder sne. Derefter præsenterede også vi os, japaneren gentog vores navne med de sjoveste forvrængninger:
     – Jurius, Daria, Arviad.
     Men på hendes læber, som man siger, klang det hele henrivende.
     Vi steg ud af bilen. Eglute løb os i møde i en flagrende, hvid kjole, bagved kom hendes mor langsomt gående, trækkende på den seksårige Andrius, som af den ene eller den anden grund strittede imod. 
Julius kyssede Eglute på panden. Jeg vidste godt, at deres forhold var sådan, men tro mig, det var frastødende at se på. Juki viste ikke Eglute den ringeste opmærksomhed, smøg sig ind til Julius og hviskede:
     – Koi!
     Jeg tænkte, at japanerens stemme var ligesom hendes hår – kulsort, glat, glimtende, flimrende i en kølig, indigoblå tone.
     Hverken Eglute eller hendes mor så Juki. Til gengæld pegede Andrius på hende og skreg:
     – Mor, hvad er det for en dame uden tøj på?
     Vi stivnede.
     – Hvilken dame? spurgte moren.
     – Hende, der står ved siden af onkel Julius!
     Eglute og hendes mor så på Julius, men heldigvis kunne de ikke se nogen ”dame uden tøj på”.
     – Sikke noget vrøvl, Andrius, nu er du ikke nogen sød dreng! sagde moren og gav ham et smæk bagi.
     Andrius stillede ikke flere spørgsmål, men nøjedes med at stirre på japaneren med opspærrede, runde fugleøjne. Og Juki smilede, rakte tunge og gjorde alle mulige grimasser til ham. Andrius var henrykt, så det ud til, i hvert fald begyndte han at fnise og gav igen ved at skære ansigter for fuld kraft.      
     – Den dreng skal altid skabe sig, når der er fremmede tilstede, sagde moren og slog opgivende ud med hånden.
     Af en eller anden grund gik vi ikke ad stien hen til Eglutes hus, men vadede tværs over engen. Igen var der afsindigt mange sommerfugle, som om det hele var klattet til med splinter af sol.
     Forrest gik moren med et fast tag i Andrius’ hånd, han vendte sig hele tiden om og lavede de skrækkeligste grimasser til Juki.
     Japaneren trippede af sted arm i arm med Julius til hans venstre side – og under højre arm gik han med Eglute.
     Til sidst kom Dalia og jeg luntende, vi spillede uden det store held rollen som den forlovedes forelskede venner.
     – Hold kæft, hvor idiotisk! Hold kæft noget lort, du har rodet os ud i! erklærede Dalia pludselig – var du virkelig nødt til at råbe op om de japanere?!
     Jeg ligefrem stønnede.
     – Jeg – lort?! Man skal fandeme høre meget! Jeg råbte op om japanerne – ergo var det mig, der hidkaldte Juki?
     Jeg brølede åbenbart frygteligt højt, for Eglute; vendte sig forbløffet om og kiggede på ”de forelskede” og deres skænderi.
     – Selvfølgelig var det det! Min farfar sagde altid: ”Fløjt ikke indenfor, du hidkalder djævelen,” sagde Dalia i et tonefald som et trodsigt og forurettet barn.
     – Altså kan vi konkludere: ”Tal ikke om japanere i en bil, du hidkalder Juki!” Vi må virkelig se at få advaret alle landets bilentusiaster. Men hvis det nu var mig, som hidkaldte hende, hvordan kan det så være, at hun har slået sig sammen med Julius? sagde jeg som mit vigtigste argument og fortrød straks.
     Dalia gav ondskabsfuldt igen:
     – Det ville en hvilken som helst kvinde have gjort, hvis hun skulle vælge mellem dig og Julius!
     – Tak for komplimenten, replicerede jeg og blev hende ikke noget skyldig: – Hvor er de sære, disse skæbnens slyngninger. Du valgte også Julius, men nu vralter du af sted med mig, mens du tværer din tårefortyndede mascara i zigzag ud over hele ansigtet.
     – Hvor er du afskyelig, sagde Dalia med den roligste stemme. Havde jeg da slet ikke såret hende?
     Vi kom hen til et grønmalet hus, som svømmede i et hav af tætplantede gule georginer. Indenfor var der køligt, der lugtede som på et museum eller i en kirke. På bordet, som var dækket af en ternet dug, strålede en buket gule georginer i en lerkande. Spændstige kron-blade dryssede ned på bordet, faldt på gulvet, susede frem og tilbage i trækvinden mellem vinduet og døren.
     Jeg satte mig, Dalia slog sig ned ved siden af. Eglute stod og kiggede på Julius, mens hun nervøst viftede med sine lange, slanke fingre, hun havde violet neglelak på. Hendes mor kom ind og stillede en tallerken med småkager på bordet, lysebrune med sukker, kanel og birkes på.
     – Jeg overlader jer til jer selv! sagde hun højt og eftertrykkeligt og gik ud.
     Juki stod støttet til Julius. Hun så hele tiden mærkeligt på os, med hovedet let bøjet, på den måde blev hendes øjne endnu større og endnu mere skrå. Hun så snu ud, lusket sågar, og da et umærkeligt smil strøg over hendes læber, var jeg sikker på, at hun gjorde nar af os, til sin egen store fornøjelse. Man bliver grebet af sådan en følelse, når man ser på en stolt, uafhængig kat, være den sig nok så indladende, har I lagt mærke til det?       
     Julius erklærede, at han følte sig umenneskeligt træt, han var virkelig nødt til at gå en lille tur for sig selv. Han kyssede igen Eglutė på panden og gik ud. Ikke alene, har I sikkert allerede forstået, men sammen med Juki. Idet hun gik ud, vendte hun sig om, trykkede et par fingre mod sine læber og sendte os et kys.
     Jeg satte mig ved et vindue, gennem skarpt duftende røde pelargonier så jeg, hvordan Julius og Juki forsvandt ud over engen. Andrius styrtede hylende og spjættende af sted efter dem. Vi tav. Dalia tændte en cigaret, men Eglute bad meget stille og forsigtigt:
     – Vil du ikke nok lade være med at ryge her?
     Dalia rejste sig, der gik en trækning over hendes læber, som om hun skulle til at græde. Hun smækkede med døren, idet hun gik ud. Langsomt drev hun ned over engen, stoppede så pludseligt op og gav sig til at løbe i den modsatte retning af Julius og Juki.
     Jeg vendte mig om mod Eglute. Hun stod i vinduet ved siden af og så på tre gule sommerfugle, der slog mod ruden. Så fangede hun dem en efter en og slap dem ud gennem døren. Hun lukkede det vindue, jeg sad ved.
     – Så der ikke flyver noget ind, sagde hun.
     Af en eller anden grund forekom den sætning mig afsindigt morsom. Tænk lige efter: ”Så der ikke flyver noget ind” – er det ikke absurd? Udefra bankede sommerfuglene højlydt mod ruden, som tre store, gule projektiler. Sandsynligvis var det de røde pelargonier, der tiltrak dem.
     Eglute satte sig ved bordet og gav sig til at stable georginernes gule kronblade.
     – De er som små vinger, sagde hun stille.
     Også dette forekom mig at være uhyggeligt morsomt. Så der ikke flyver noget ind! Som små vinger! – man kan have det så sjovt, at man går fra forstanden! For at undgå det (og derudover faldt det mig ind, at jeg gjorde nar af Eglute) begyndte jeg at fortælle alt om vores dag. Eglute lyttede og nikkede indimellem. Hun sagde ikke et ord, sad med lukkede øjne, jeg aner ikke, hvad hun tænkte eller følte. Pludselig rejste hun sig, gik hen til vinduet uden at åbne øjnene, lagde hænderne på mine skuldre og sagde:
     – Hør, de kommer!
     Jeg vovede ikke at se efter, om hun havde åbnet øjnene. Julius og Juki kom virkelig gående hen over engen, tæt omslyngede. Foran dem kom Andrius springende af sted, slæbende på en enorm blomsterbuket.
     – Jeg ser hende, lallede Eglute frem for sig, det var hjerteskærende – men hun skal have noget tøj på. Hvis mor ser hende sådan der …
     Hun gik ind på sit værelse og kom tilbage bærende på en skinnende gul kjole.
     – Japansk silke, det må hun synes om. Det er min yndlingskjole, men nu kommer jeg alligevel ikke til at have den på i et halvt års tid. Den vil selvfølgelig være for stor til japaneren. Men det er bedre, end at mor ser hende sådan!
     Den sidste sætning forekom mig igen at være usandsynligt morsom. Jeg måtte bide mig i læben for ikke at komme til at skraldgrine.
     Eglute gik udenfor. Let og graciøst skred hun hen over engen, som om hun gik på vand. Hun gik med den gule kjole i sine udstrakte arme, man kunne tro, hun frembar et offer til en grusom gudinde. Juki, som havde revet sig løs fra Julius’ favn, gik hen til Eglute. Ved siden af hende, ved siden af hendes løse, hvide kjole og hendes flammehår så Juki ud som en miniatureeskimo fra Sibirien. Men jeg så hendes sænkede hoved for mig, hendes luskede, opmærksomme, hånlige, forførende blik, det listigt-ironiske smil, og det løb mig koldt ned ad ryggen. Juki bøjede sig forover for at tage kjolen, men et pludseligt vindstød rev den ud af hænderne på Eglute og bar den væk. Eglute blev stående med udstrakte hænder, mens Juki styrtede efter den flyvende kjole hen over engen. Japaneren hoppede og sprang, fægtende med armene, det så ud, som om hun prøvede at fange en gigantisk, formløs gul sommerfugl. Vinden førte kjolen ad mærkeligt snoede veje, snart slyngende den opad, snart slæbende den henover jorden. Da det et øjeblik så ud til, at Juki skulle få fat på den, flagrede den videre med et pludseligt vindstød. Japaneren forsøgte stædigt at fange den, løb med hænderne strakt i vejret og faldt endelig skraldgrinende omkuld i græsset. Kjolen svævede videre, den blev mindre og mindre, indtil den var så lille som en sommerfugl og til sidst forsvandt helt. Julius gav sig i løb hen til Juki. Han løftede hende op og bar hende i armene, mens han bestrøede hele hendes krop med kys. (Julius vidste så udmærket, at Eglute allerede kunne se Juki).
     Jeg gik ud i vindfanget for at tage imod dem.
     Julius satte Juki på en bænk, han sænkede hende ned i de gule georginer. Jeg lagde mærke til, hvordan en sommerfugl, der havde forvildet sig ind i hendes hår, slog håbløst med vingerne. Som et lille føl kom Andrius springende og lagde den enorme blomsterbuket på Jukis knæ.
     – Avare! udbrød Juki og kyssede Andrius på kinden. Jeg mærkede, at jeg gerne ville have været i hans sted. Jeg blev sur på mig selv. For guds skyld – hvad ville jeg dog med den forskruede japaner?!
     Med hele favnen fuld af blomster gik Juki hen til brønden og tog to krukker, som hang til tørre på rækværket rundt om. Hvinende af fryd kom Andrius slæbende med yderligere tre vaser fra hvem ved hvor.
     – Arigato, sagde Juki, og hendes stemme gjorde mig helt blød i knæene.
     Japaneren stillede alle beholderne op på række, fyldte vand i og lagde blomsterne til rette ved siden af. Med ansigtet vendt mod solnedgangen satte hun sig på knæ. Juki så usædvanligt koncentreret ud, mellem hendes øjenbryn dannede der sig sågar en lille rynke, læberne var presset hårdt sammen. Så lagde hun med et suk hovedet bagover, lukkede øjnene, gav sig til at klynke blidt, som om nogen kærtegnede hende lidenskabeligt, og begyndte at sætte blomsterne i vand.
     Dalia kom slæbende på sig selv et eller andet sted fra. Alle stod vi tæt sammen og så på Juki. Hun knælede foran sine krukker og vaser som foran et alter, mens hun med langsomme rituelle bevægelser satte blomsterne i vand. Da det hele var overstået, rejste hun sig, med det ene ben bøjet og stående på det andet betragtede hun sit værk fra oven.
     Juki tog den første buket op, kamilleblomster, rølliker og bynker, den var hvid og sart, som englevinger. Hun gik hen til Eglute og gav hende den:
     – Ii tenki desu! sagde hun. Det var sikkert bukettens navn.
     Julius overrakte hun en lysende flamme af valmuer og havesyre. Det var mærkeligt, at han ikke brændte fingrene. 
     – Atsui desu, hviskede Juki, i hendes stemme fornemmede jeg en forførende advarsel.
     Japaneren gik hen til mig. Blåklokker og hjertegræs klingede blidt.      
      – Ame go futte imasu, hun smilede til mig som et barn, der lige har stillet en gåde.
     Jeg kunne ikke stå imod og kyssede hende oven på hovedet. Jukis hår duftede som røgelse lavet af sandeltræ! 
     Dalia gav hun en sø af ærenpris, som var omkranset af en grå sky af fioringræs. 
     – Kummote imasu!
     – Arigato, formåede Dalia til alles forbløffelse at svare.
     En buket af skovjordbær og timian tilfaldt Andrius:
     – Ichigo – ga naku!
     Juki satte sig på trappen og stirrede på os. Som altid smilede hun en smule, men i mod-sætning til før udtrykte hendes ansigt nu kun begejstring blandet med en næppe mærkbar sorg.
     Vi stod med buketterne i hænderne, aftensolens lys faldt på os, som blev vi oversprøjtet med kirsebærsirup. Vores skygger så ud, som om de stod på stylter.
     Jeg lukkede øjnene for at nyde den ro, som havde lagt sig over os og omgivelserne. Prøv I også nu at lukke øjnene, glemme alle bekymringer, fortid, nutid, fremtid, synke ned i den tavse, barmhjertige ro, den kølige, sølverne sky på aftenhimlen. Jeg ved hvordan I, hastende gennem alle årene, har længtes efter denne tilstand. Luk øjnene og smil til tomheden!
     Og pludselig råbte Andrius:
     – Se lige, Juki har jo ikke nogen skygge!
     Det gav et sæt i mig, det var, som om jeg blev vækket af en tung søvn. Jeg følte, hvordan disse ord gik tværs igennem os, det var en brændende elektrisk strøm. Pludselig mærkede vi, hvilken enorm overlegenhed vores skygger gav os i forhold til den lille, nøgne og smilende Juki, yndefuldt som en kat sammenrullet på trappen.
     Juki var, uden tøj og uden skygge, helt kraftesløs, ikke ulig den sommerfugl, som konvulsivisk flagrede rundt i hendes hår. Eglute slyngede pludselig sin buket til jorden, vasen smadrede, og den hvide kjole blev sprøjtet til.
     – Hvad skal du her?! Hvad skal du her, når du hverken har skygge eller tøj?! Hvad vil du give ham, hvis du slet ikke har noget?! råbte hun og vinkede med hånden i retning af Julius.
     Eglute brød ud i en hysterisk latter, mens hun uden ophør gentog:
     – Hvad vil du give ham, du har jo hverken skygge eller tøj?!
     Hendes ansigt fugtedes af tårer. Jeg fik ondt af hende. Eglutes ord var som en eksplosion, der udløste en kædereaktion. 
     Dalia knuste også sin vase mod jorden, idet hun forsøgte at ramme så tæt på Juki som muligt. Japaneren lukkede øjnene og dukkede sig som et jaget dyr.
     – Ja, hvad skal du her?! Vi lever på en helt anden måde. Og i dit land lever folk også på en anden måde. Vi er i slutningen af det 20. århundrede, det er på tide, at du bliver klar over det. Nu om dage er det ikke nok at drive nøgen omkring på engen og kaste sig om halsen på fremmede mænd, mens man demonstrerer den østlige elskovs mirakler. Hvad er det, du prøver at bevise? Vi ved selv så udmærket, hvordan man elsker hinanden, hvordan man glæder sig over blomsterne og lytter til stilheden, hvordan man henrykkes over den første sne og de drivende skyer, vi har bare ikke tid til det! Og vores skygger formår vi alligevel at holde fast i!
     Juki så på os med løftet hoved og åben mund. Tårerne steg op i hendes øjne. 
     – Juki, sagde jeg, tag i det mindste noget tøj på. Det er okay med den skygge, men tag noget tøj på. Og rent faktisk er det ikke specielt passende at kaste sig over en fyr, hvis forlovede er gravid. 
     Jeg ved ikke, hvem eller hvad der havde smurt min tunge, siden jeg prædikede på den måde. Jeg ville helst tro, at Juki ikke forstod, hvad vi råbte op om, men jeg vidste, at sådan var det ikke. Og måske har I ret – jeg hævnede mig, fordi hun havde valgt Julius frem for mig.
     Dalia flåede min krukke med blomster ud af hænderne på mig og kastede den efter Juki. Japaneren lænede hovedet bagover og bed sig i læben. Andrius prøvede at slippe for at afgive sine skovjordbær og timianen, men som et par harper styrtede Dalia og Eglute hen til ham, rev hans krukke fra ham og knuste den mod jorden.
     Juki sad helt stift med hovedet lænet bagover, hun bed sig hårdt i underlæben. En lille strøm af blod slyngede sig ned over hendes hage. Hun pressede krampagtigt knæene mod hinanden, hele hendes krop skælvede.
     – Juki, tag et eller andet på, det er bedst, at du ikke irriterer dem, sagde Julius helt stille og ydmygt.     
     – Itamu, svarede Juki lige så stille.
     Og pludselig forsvandt hun. Tilbage på trappen blev hendes skygge og en død sommer-fugl på det sted, hvor hendes hoved havde været. Julius gispede umærkeligt, men jeg, derimod, blev ramt af en grænseløs fortvivlelse.
     Således sluttede Jukis historie. Men den dag i dag er hendes skygge ikke forsvundet fra trappen. Eglute gjorde, hvad hun kunne for at fjerne den, hun forsøgte at vaske den af og skrabe den af, hun har sågar malet trappen i en forfærdelig grøn farve. Men Jukis skygge er der alligevel! I brusende sværme sætter de gule sommerfugle sig på den, ned over den drysser georginernes kronblade, dumpt tonende.

Syner i gult lys blev udgivet i Litauen i 1985.

Teksten er oversat af Stefan Anbro, lektor i dansk ved Vilnius Universitet.
Beklageligvis har redaktionen være nødsaget til at udelade et antal kyrilliske bogstaver og diakritiske tegn, som denne hjemmeside ikke understøtter.

Læs også et uddrag af Jurga Ivanauskaites roman Heksen og regnen, samt Ieva Steponaviciutes introduktion til forfatterskabet i Apparatur #20.