A Gun for Hire
Helmut Newton (1920-2004) er verdensberømt for sine fotografier af smukke kvinder til de store modemagasiner, kalendere, fotobøger og udstillinger. Lige så elsket han er for at fremstille disse til tider mere eller mindre afklædte skønheder, lige så udskældt er han – for hvad ligner det at skabe fotografier, der tilfredsstiller enhver mands blik og giver enhver kvinde mindreværdskomplekser? For slet ikke at tale om, hvilken idé små drenge og piger må få om kønsroller, når de kigger i mors magasiner og på fars kalender ude i garagen.

Selv havde Helmut Newton ingen fine fornemmelser omkring sine fotografier og opfattede sig selv som „A Gun for Hire", hvilket også er titlen på hans seneste bog.1 Helt tilbage fra sin barndom i Berlin, hvor Helmut Newton fik sit første kamera, var han overbevidst om, at han skulle være fotograf, endda i topklassen inden for modeverdenen. Når man læser Helmut Newtons biografi, finder man hurtig ud af, at han ud over fotografiet har to andre passioner: biler og smukke kvinder, inklusiv sin hustru. Passioner som det lykkedes ham til fulde at leve ud i sine fotografier og sit privatliv. Umiddelbart lyder det som en mand, der har fulgt sit instinkt på en ligefrem måde og skabt fotografier, der kan karakteriseres som en æstetisk gave til mandeblikket.

Dette forenklede syn på Helmut Newton er jeg ikke enig i, da hans fotografier for det første er andet end smukke kvinder, og som for det andet på ingen måde er fremstillet stereotypt i den forstand, at de føjer manden. I det fotografi fra Paris 1980 af en meget virkelighedstro mannequindukke, som jeg har valgt at analysere i denne artikel, leger Helmut Newton med den stereotype opfattelse af, at medierne fremstiller kvinder som sexobjekter. En kontekst hvor kvinden gøres til en fetich i stedet for at fremstå som sig selv. En leg, der stiller spørgsmålstegn ved både fetichens karakter og Helmut Newtons anvendelse af kvinden/dukken i sit fotografi. Men hvordan kommer spillereglerne for denne leg til udtryk?

Fryd, føj og fetich
Inden jeg for alvor kaster mig ud i brugen af fetich, er det på sin plads at få præciseret begrebet og min brug af det. Som hovedregel siger man ikke bare ‘fetich’ til en familiefest, da ordet tit associeres med noget halvlummert og småkinky, men som så meget andet er denne skæbne ikke retfærdig. Begrebet tager sit udgangspunkt i psykoanalysen og kan kort, men præcist defineres ud fra følgende citat af den engelske teoretiker Laura Mulvey:

The fetish object fixes and freezes the historic event outside rational memory and individual chronology. But the fetish still stays in touch with its original traumatic real and retains a potential access to its own historical story.2

Med andre ord fungerer en fetich som en slags substitut for noget fortrængt – noget som vi ikke kan overskue at være i direkte kontakt med. Et klassisk eksempel på fænomenet er kvindens undertøj, som manden gør til en fetich, idet han på grund af den ødipale kastrationsangst ikke bryder sig om at se direkte på kvindekønnet og blive mindet om dets „mangel" og derfor projicerer sit synsbegær efter det kvindelige over i det forførende lingeri. Fetichen opstår som en mediator mellem det fortrængte, eller benævnt med psykoanalysens term det reelle, og den angstfulde trang til at komme i kontakt med det. Et spændingsfelt, der er ladet med et frydefuldt gys, og som kan tilskrives både mænd og kvinder, selvom den psykoanalytiske udlægning af begrebet tager sit afsæt i den ødipale kastrationsangst.

Om Helmut Newton selv havde en fetich for mannequindukker fremgår ikke af hans selvbiografi eller af hans fotobøger, til gengæld har han uden tvivl været fascineret af dem. Mannequindukkerne bruges hovedsagligt i foto-serierne Store Dummies I-II (1976) og Dummy and Human I-III (1977), der overvejende er skabt til det franske Vogue, men også til det franske Qui Magazine. Det startede dog allerede i 1968 med en serie for fransk Vouge, hvor Helmut Newton for første gang opdager friheden ved at bruge denne type modeller, som kan agere i lidt mere udfordrende iscenesættelser. Denne frihed udnytter Helmut Newton til fulde, da han i 1979 køber et antal frodige mannequindukker i fruestørrelse. Temaet bag fotoserien bliver: Nøgen og lænket til lygtepæle og smukke jernhegn med Paris som baggrund,3 herfra stammer artiklens fotoeksempel, på trods af at modellen ikke er lænket til andet end sig selv. I 1994 dukker mannequindukkerne for sidste gang op igen, selvom Helmut Newton tidligere har udtalt, at han ikke orker besværet med dem endnu engang.4

Åbn dine øjne og du skal se
En frodig kvinde byder med åbne arme velkommen, når man som beskuer møder Helmut Newtons fotografi af et parisisk tableau fra 1980. Umiddelbart kan man sige, at fotografiet er et typisk udtryk for Helmut Newtons foretrukne motiver: natten, storbyen og kvinder. Men fotografiet er også mere end dette. Mit første indtryk, da jeg så fotografiet, var, at Helmut Newton havde fået en parisisk glædespige til at posere for sig. Et indtryk som opstår ud fra forbavsende få virkemidler, læder/lak-kasketten, de lænkede stiletbeklædte fødder og den ublu nøgenhed. Med andre ord skal der ikke mere end omtrent tre virkemidler til for at bevæge sig fra den pæne til den „uartige" pige. Den pæne pige sender ikke sin beskuer et forførende blik, og hun udstiller ikke sin seksualitet i sit nydelige tøj og neutrale kropslighed, derfor betragter man typisk ikke hende som genstand for fetichdyrkelse. Det er dog en forkert antagelse, da hun på samme måde som kvinden i sexet undertøj kan være en fetich for beskueren eller via sin påklædning selv dyrke en fetich. Det rokker dog ikke ved, at vi konnoterer fetich og kvinder med den seksuelt udfordrende kvinde. I denne sammenhæng er fotografiet særdeles velegnet, da det, som Christian Metz angiver, kan fungere som en fetich i sig selv, idet dets afgrænsede format og stilstand gør det særdeles lige til at betragte og overgive sig til.5 Man kan sige at fotografiet kommer til at agere substitut for den fortrængning, som beskueren uden for fotografiet mangler at være i kontakt med.

Når man berører beskuerforholdet i forhold til denne slags billeder, kan det være oplagt at fokusere på mandeblikket og dermed gøre manden til beskueren. Hermed kan man havne i en interessant teoretisk og politisk diskussion om mænd, der kigger på kvindelige sexobjekter, hvilket dog ikke er mit ærinde i denne omgang. Derfor vælger jeg at bruge ordet ‘beskuer’ ud fra den forestilling, at begge køn kan have denne rolle.

Den rødhårede kvinde står og tager imod under en stenskulptur af en muskuløs, nøgen mand. Hendes hoved er placeret lige under hans baller, og hun ser lige ud på os, hvorimod han må formodes at have blikket rettet mod byen. Det er, som om hun signalerer, at hvis han ikke vil have jer eller mig og bare vil side for sig selv, så se hvad jeg har! Og hvad er det så, hun har? Noget til gården og gaden, som er lige til at tage eller købe. Hun er selvbevidst, selviscenesat, sexet og indbyder til, at beskueren skal dyrke hende som fetich. Hvad det er, beskueren dyrker som en fetich hos den rødhårede model, kan være et væld af ting, derfor har jeg valgt at fremhæve de træk, som typisk i vores vestlige kultur kædes sammen med fetichisme. Kasketten, de meget maskuline metalarmbånd og særlig lænken er attributter, der bredt associeres med en fetich baseret på seksuel dominans og underkastelse. En fantasi eller leg der udfordrer grænserne for seksualiteten og forestillingen om os selv i en bestemt rolle, og derved for nogen en pirren i forhold til at komme i kontakt med de fortrængte dele af vores personlighed. Modellen er tvetydig i sine signaler, da man på den ene side kan tolke hende som underkastende i og med, at hun er lænket og nøgen. På den anden side har hun et direkte, udfordrende blik og åbne arme. Man kan sige, at Helmut Newton har skabt en kvinde, der kan begæres af beskuere med forskellige feticher og fantasier – næsten som en effektiv reklame. Men også kun næsten, for hvor en gængs reklame guider en beskuer i en helt bestemt retning, så er fotografiet en udfordring for beskueren, da modellen udsender tvetydige signaler, som man ikke kan putte i fastelagte kategorier. Hertil kommer, at hun inkorporerer både luderen og madonnaen med hendes på en gang moderlige, bløde krop, der står i kontrast til hendes fristende iscenesættelse. En blanding af moderen og elskerinden i den neonoplyste nat med mandeballer som baggrund – absurd, surrealistisk og drømmende. Et sceneri, der ikke hører hverdagen og virkeligheden til, men som kan betragtes som en fetich, der potentielt set kan føre beskueren tilbage til det fortrængte reelle.

At Helmut Newton har tænkt i samme teoretiske og analytiske baner er sikkert utænkeligt, da han ifølge sig selv ikke var særlig akademisk. Til gengæld har han uden tvivl brugt sin fantasi og sin fascination af prostituerede, som stammer helt tilbage til drengeårene i Berlin, hvor broren viste ham „Røde Erna". I Paris fik Helmut Newton lov til at følge en flok prostituerede, hvilket siden hen inspirerede ham til forskellige iscenesættelser af kvinder. Om dette fotografi er en udløber af disse ekskursioner, vides ikke. Selvom Helmut Newton måske ikke har tænkt dybe tanker om iscenesættelsen af fotografiet, har han meget bevidst villet udfordre beskueren og få denne til at kigge en ekstra gang. Først ser man hele sceneriet og undres over dets absurditet, derefter ser man modellens samling på maven eller den polerede overflade og opdager efter et stykke tid, at hun er kunstig. Selv er han ikke uden et strejf af humor meget stolt af sin kones idé med at udstyre den særligt frodige mannequindukke med pubeshår. Hele spillet omkring fetichen falder ikke direkte sammen på grund af opdagelsen, men som beskuer får man et indtryk af, at den har været bedragende. Som udgangspunkt var modellen en projektion for en fetich, men ved opdagelsen af hendes kunstighed, projicerer hun den videre over i den ganske skræmmende erkendelse – at hun er en kunstig kvinde uden liv. Herved sniger døden sig ind i billedet og gør opmærksom på fetichens tætte forbindelse hertil, der er funderet i den ødipale kastrationsmyte. Fetichen pirrer ved at bevæge sig på kanten af det fortrængte reelle og momentvis skabe en skræmmende og angstfyldt kontakt med det. Helmut Newton pirrer beskuerens fetichistiske oplevelse ved både at spille på de typiske kulturelle værdier forbundet hermed og lade dem afsløre som attributter til en død dukke, som markerer fetichens mørke side.

Den kunstige dukke har uden tvivl fået lov at udfordre sine beskuere i langt højere grad, end hun har kunnet drømme om, da hun blev skabt i London med henblik på at henslæbe et pænt, meget lidt erotisk liv i et stormagasin. Men som i et moderne eventyr endte systembryderen som feteret model for verdensberømt fotograf og kilde til undren over en bedragende fremstilling af fetich.

1. Newton, Helmut (2005) A Gun for Hire. Köln: Taschen.
2. Mulvey, Laura (1996) Fetishism and Couriosity. London: BFI Publishing, p. 5.
3. Newton, Helmut (2002) Helmut Newton Autobiography. New York: Random House, Inc., p. 246-47.
4. Ibid. p. 246.
5. Metz, Christian: „Photography and Fetish", October 34, Fall 1985, p. 81-90.

Kristina Lykke Hansen, født i 1975, er ph.d.-studerende på Københavns Universitet, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab. Hendes ph.d.-afhandling bærer den foreløbige titel Fascination, Fetich og Fotografi, en analyse af Helmut Newtons fortælling om kvinden.
Det analyserede fotografi kan findes i Helmut Newtons bog Work, Taschen, Köln 2000 (Paris 1980) på side 218.