Hvordan bruger du TING i dine digte?
For mig etablerer brugen af TING først og fremmest en platform, et fælles ståsted at tale ud fra (forfatter) og forstå ud fra (læser). Jeg tror i hvert fald det er vigtigt for tanken og refleksionen, at man som læser aldrig er i tvivl om, hvor i verden man befinder sig; er man i Grønland eller på Pluto eller i IKEA ...? Når først denne forankring er sikker, når man ikke er i tvivl om, hvor digtets udsigelsesposition er, så åbner der sig utallige andre rum, rum for meget mere abstrakt tænkning. Og jeg etablerer altid (på det konkrete plan) rum, som jeg selv kender til, og – ikke mindst – har nært et forhold til. TINGENE er derfor ikke pynt eller special effects, men dele af denne helhed, disse genkendelige rum.

Hvilke ting? Jeg har fundet ud af, at jeg bliver nødt til at bruge ting, som jeg simpelthen holder af. Jeg kan ikke bruge TING på kommando, det er helt, helt grundlæggende, at jeg skal bruge TING, som (uvist af hvilken årsag) betyder noget for mig. Jeg behøver ikke definere dette ‘noget’, men de skal ligesom prikke til mig. Når jeg benytter disse ord, oplever jeg næsten altid, at disse ord, disse TING på fuldstændig forrygende vis så at sige ‘trækker stof til sig’, dvs. åbner for flere rum, mere sprog, flere muligheder. De producerer den dynamiske tekst; teksten producerer tekst. Sådan arbejder det.

De ting, som jeg har en forkærlighed for, er desuden TING, som taler til så mange SANSER som muligt, tag for eksempel cerutter (som jeg aldrig har brugt, men VIL bruge, helt sikkert). HT-bus. Ord, som man lynhurtigt ser, smager, lugter eller hører, synes jeg er stærke ord. TING med stor ‘prosaisk’ effekt (IKEA, kontoudtog, mobiltelefon) har også en fantastisk evne til at få et ellers (for) patetisk digt trukket lidt hen på den modsatte banehalvdel. Jeg har det svært med det alt for højtidelige, højstemte. Men vil samtidig gerne sige NOGET, gerne om de helt store ting i livet ... Og så er TING gode til at etablere modsætninger med! Og uden modsætninger, ingen poesi, sådan er det jo. I mine øjne opstår en dynamisk tekst i høj grad, når forskellige niveauer af tekst støder sammen, når vådt møder tørt, når Kronprinsen møder Sømanden og ord som „gin & tonic“ optræder i samme digt som „længsel“. Her kommer i øvrigt også HUMOREN ind, humorens væsen er jo baseret på overraskelsen, modsætningen. Den kan man ikke leve uden.

Desuden vil jeg lige tilføje en nok så vigtig ting; jeg opfatter også TINGENE som forankrende. For teksten som sådan. TINGENE skaber usynlige røde tråde, metonymiske glidninger, på tværs af alle andre sammenhænge i en digtsamling. Det er derfor, det hedder: „mine første erindringer er / sne, spaghetti, sommerfugle“ (s.53), for det er lige nøjagtig den hukommelse digtsamlingen har; tilbage til første digt. Den kan ikke huske længere tilbage end til sin egen start. Og det er disse ORD for ting (sne, spaghetti osv.), der genkendes fra bogens start (af læseren). De er identitetsskabende! Men ikke for bogens forfatter og heller ikke for dens fortæller, men for bogen selv. Bogen er denne kæde af ord, og nogle af dem har så dette mere kulørte præg, som gør, at de er mere forankrende end andre ord. De holder universet fast.

Hvordan hænger det sammen for dig, at TINGENE både er en fælles platform for forfatter og læser, men kun identitetsskabende for digtsamlingen via de ordkæder og glidninger, der sker i skriften? 
Som almindeligt menneske har jeg de her TING, eller feticher, om man vil; ting, som fascinerer mig, uden jeg præcist kan sige hvorfor. Når de her ting bliver sat i spil i forhold til opbygningen af en fiktion, så oplever jeg, at de ord jeg selv (som almindeligt menneske) holder af også bliver de ord, som jeg (som forfatter) kan få mest ud af. Men i fiktionens ramme bliver de til noget ANDET, de bliver til brikker i det store puslespil, som en digtsamling er. De er med til at bygge digtsamlingens krop op, de bliver identitetsskabende. Men det andet niveau er der hele tiden, det er ikke kun teknik og motiver og form og fiksfakserier, valget af TING har altid bund i en oprigtig interesse fra min side, og det tror jeg er med til at række en hånd ud mod læseren.

En anden ting (måske) er: Forleden var jeg inde og se Per Flys nye film „Drabet“. Og det irriterede mig faktisk voldsomt, den måde han brugte TING på. For eksempel ryger hovedpersonen på et tidspunkt en joint, men i den film får en joint ikke lov til bare at være en joint (smag, lugt, udseende, virkning osv.), den skal på meget bombastisk vis repræsentere alt muligt andet end sig selv: oprør, 68-generation osv. Og hver gang de drak en kop kaffe (i krus) i den film, var det heller ikke bare kaffe, det var et stadigt signal om, at nu er vi altså hos MIDDELKLASSEN. Alle ting havde symbolværdi. Jeg hader symboler. Jeg vil godt være med til, at tingene kan vække associationer, og at disse ofte vil være fælles. Og det er selvfølgelig en form for tingenes merværdi, som man også må tænke med. Men bortset fra det, så skal de ikke være andet, end de er. 

Hvorfor dukker dit eget navn, Lone, op igen og igen som dine fortælleres navn?
Ja, jeg bruger jo mit eget navn. Af flere grunde. Ligesom med TINGENE har jeg haft den oplevelse, at det var dét som gav den mest dynamiske skrift. At bruge mit eget navn. Så kunne jeg selvfølgelig have valgt at ændre det, når bogen var færdig, kunne man indvende, men det har jeg altså ikke gjort. Jeg synes nok, det ville være sært forløjet pludselig at kalde min hovedperson Bente eller Beate. Og hvorfor skulle man egentlig også det? Fiktion, tror jeg altid, vil være en cocktail af det man kalder levet liv, tilsat en god portion løgn og latin. Ligegyldig hvad jeg kalder min hovedperson.

Du skriver, at du hader symboler, men mange af tingene, bl.a. de mange døde dyr, arene ved næsen og vanterne i Fjerne galakser er kedelige er tyngede af betydningsladethed, fordi de gentagne gange dukker op i nye udformninger. Jeg-fortælleren læser på et tidspunkt i en bog, at „Et tog er en række vogne, der hænger sammen“ og bemærker, „at det ikke er svært at læse den slags som et billede på noget andet, som en metafor af en slags, men for hvad?“ Jeg læser linjen som et udsagn om romanens brug af TING, men hvordan har fortælleren det med de TING, der omgiver hende?
Tingene er altid først og fremmest sig selv. Dernæst er de bærende for bogens struktur, fordi de fungerer som motiver eller andet (fx anledning til at huske bestemte ting). Som privat-person oplever, sanser, tænker man meget springende og ufokuseret. Lige meget hvordan man vender og drejer det, vil den måde, man oplever verden på, altid være uhyre kompleks og vanskelig overhovedet at gøre rede for. Så selvom min hovedperson Lone også er meget springende og associativ i sine tanker, så er det dog en meget væsentlig forskel, at der er en hel kunstig og konstrueret FOKUSERING i den måde, som fiktionens artificielle Lone-jeg tænker. Hendes verden er tilrettelagt i temaer, styret af motiver – helt litterære konstruktioner. Og de er i høj grad styret og konstitueret af de her genkommende TING.

Under alle omstændigheder prøver jeg i hvert fald IKKE at spille med lukkede kort. Jeg prøver at lægge mine tanker helt ud i teksten, som i eksemplet med togvognene ... Metaforer og sammenligninger er vigtige for mig, hvis jeg skal prøve at forklare noget som helst. Men det er sgu også noget andet end tonstunge SYMBOLER. Er de mange billeder på indespærring (også) et billede på hovedpersonens psykiske tilstand? Ja. Gu’ er det så. Men hele teksten er jo hendes forbandede forsøg på at forstå denne tilstand, så selvfølgelig vil hun prøve at forstå sig selv gennem billeder (isbjørnen i fedtstenen, eskimofamilien i indlandsisen osv.). Sådan forstår man verden. Jeg gør i hvert fald.

Hvorfor har du valgt at fortælle ‘baglæns’?
Bogen er blevet til på den måde, som den fremstår. Første del først. Men da jeg havde skrevet første del, opdagede jeg, at jeg havde skrevet slutningen, der kunne ikke komme noget efter det. Derfor blev jeg nødt til at gå tilbage i tiden. Jeg blev også selv interesseret i at undersøge, hvad de her personer havde oplevet FØR. Hele bogens projekt er mere eller mindre noget med at huske, at erindre. At undersøge de forskydninger der opstår i hukommelsen over tid. Jeg tror, at jeg er interesseret i det, fordi jeg selv har sådan en elendig hukommelse.

Fortælleren i Fjerne galakser er kedelige tænker på et tidspunkt: „En gletscher er ikke en flod. Ingen dæmning kan standse en gletscher, den bevæger sig langsomt og sikkert, skærer sig dybt ned i undergrunden som glemslen, der med tiden eroderer hukommelsen, barndommen, ærgerligt, ærgerligt, en senil kvinde fra Japan syede hele sin formue (2 millioner yen) ind i sin kimono, for derefter at give beklædningsgenstanden til tøjindsamlingen i byen“. Bortset fra at det er meget koket sådan at indskrive en tidligere titel – så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad dette vink med en vognstang gør ved overlappene mellem dig som forfatterperson og din fortæller, Lone. Er det blot et sjovt koketteri, eller indleder du et netværk mellem lyrikken og romanen?
Netværket er massivt! Jeg synes i hvert fald, at den her roman er en meget selvfølgelig vej at gå efter Ærgerligt, ærgerligt. Jeg havde sat en masse regler op for mig selv, da jeg skrev den bog, for eksempel var der ingen som helst plads til erindring dér. Den fulgte et kærlighedsforhold, det hele tiden var NU. Derfor måtte den næste bog næsten komme til at dreje sig om fortid og erindring. Men der er masser af fine tråde, der forbinder alle tre dyr, havde jeg nær sagt – bøger!

Som ovenstående citat gerne skulle gøre det klart for læserne, så er Fjerne galakser er kedelige meget associativt glidende og har også mange andre elementer til fælles med din lyrik. Hvordan har det været for dig at skulle debutere som romanforfatter og forholde dig til romanen som genre?
Jeg oplever ‘romanen’ som en meget fri genre. Ligesom digte kan romaner jo se meget, meget forskellige ud. Den eneste regel er vel nok, at linjerne ikke er brudte, og at skriftmængden kommer lidt op i omfang, i hvert fald over de her 30-40 sider, som er normalt for en digtsamling. Og da det pludselig var sådan, jeg skrev (linje efter linje, side efter side), så kunne jeg jo hurtigt se, at jeg var ved at skrive en roman. Det var ikke noget, jeg besluttede mig for (eller følte jeg skulle FORHOLDE mig til som sådan). Og jeg tror faktisk heller ikke, at man vil opleve den her bog som voldsomt forskellig fra min sidste digtsamling.

Hvordan forholder du dig til sådan noget som klichéer og ironi?
Jeg arbejder jo meget med klichéer. Slidte sproglige billeder. Fordi de i så høj grad er til stede i verden og derfor ikke kan ignoreres. Men når jeg inddrager dem, er det IKKE for at ironisere over dem eller skabe distance til mit stof. Tværtimod. Ligesom mit forhold til mine personer, så er mit forhold til klichéer også meget KÆRLIGT. Jeg kan virkelig godt lide dem og ønsker ikke at pege fingre ad dem, men er også godt klar over, at de ikke bare må komme trampende i tide og utide. Jeg prøver at holde dem lidt i snor. 

I det hele taget har jeg det lidt ambivalent med et begreb som ironi. Jeg kan jo ikke sige, at jeg ikke bruger ironi, for det gør jeg vel. Alligevel ønsker jeg ikke at blive opfattet som en ironisk fortæller. Jeg vil gerne være sådan én, som MENER det, jeg siger.

Lone Hørslev, f. 1974, debuterede i 2001 med digtsamlingen Tak og udgav i 2003 digtsamlingen Ærgerligt, ærgerligt. Hendes første roman Fjerne galakser er kedelige udkom den 28. oktober på Gyldendal.