| &nbps; | |
| Forsiden Om Apparatur Køb Apparatur Arkiv Læsværdigt Oversættelser Links Bagsiden | |
|
|||
|
| Digtene er oversat af Johnny Hedegaard Madsen efter Finn Øglænds Poesi er for desperados (Samlaget, Oslo, 2001). Øglænd debuterede 1983 og har udgivet en lang række bøger; digte romaner, skuespil, fagbøger, bl.a. Om å skrive skjønnlitteratur (Samlaget, Oslo, 1997) Seneste digtsamling er Dikt mot det nødvendige (Samlaget, Oslo, 2002). Læs et interview med Øglænd og hør ham læse op |
POESI ER FOR DESPERADOER
Poesi er for desperadoer. Poesi er bare for dem som ikke kan
holde det ud. Ikke for nogen pris. Og alligevel kan du se nogle af
os venlige, smilende, endog spøgefulde, skrålende.
Som om intet var desperat, intet tragisk.
Jeg har det ikke værre end andre af disse tragiske fyre
som griner og griner, mere og mere upassende, efterhånden som aftenen
trækker ud og det er helt klart at intet kommer til at forandre sig.
Jeg er en af disse grinende typer. Det er ikke noget særligt med
mig. Jeg kan holde det ud, men også kun akkurat. Jo mere jeg griner,
desto mere syg er sjælen, jo mere syg sjælen er, desto mere griner jeg.
DER ER INGENTING I VEJEN MED POESIEN
Der er ingenting i vejen med poesien, bortset fra at alle sætninger
må udslettes, og dette må ske i et hurtigere tempo end vi evner at
skrive nye. Og alle sætninger må vi meditere over og nøje
vurdere, før de bliver strøget. Tiden har ikke brug for dem. Tiden har
brug for nye ord. Der er ingenting i vejen med poesien, dersom den
hurtigt slutter af, dementerer sig selv øjeblikkeligt og derefter
øjeblikkeligt dementerer sit eget dementi.
EFTERKLANGE
At skrive et digt er som at åbne en grav uden at finde noget, andet
end åndedraget fra den døde, sprogklangene, det gurglende.
Og så sætte sig ned og rekonstruere denne utydelige mumlen
til noget smukt og usandt, som ikke ligner disse gutturale
lyde. Heri ligger poesiens styrke, i dette manglende sammenfald
mellem materie og lyd. I det som ikke stemmer med noget som
helst, andet end med ønsket om harmoni, og med visse efter-
klange, sandt nok, af knoglerester og kranium.
DET ENDELIGE
Jo mere uklare ordene bliver, desto mere ligner de en bøn, til den
sikre gud indenfor ordene, som ikke skaber mening, men gør
lydene endnu mere mystiske.
Og så kommer dette endelige til, presser sig frem som briketter fra
en maskine, drysser ned som uventet regn som bliver til korn, stivner
til krystaller.
Og du kan ikke være andet end ordenes livvagt, overvåge dette
korrekte billede af tilstanden. Dukker et tankeslip op,
skyldes det ikke dig, men sandheden selv, dette svimlende,
omtågede, fortumlede virkelige.
DET GODE DIGT
Man kan gøre sig uigenkendelig ved at efterabe sine egne bevægelser
og grimasser, når de er opbrugte, omformer man det tomme og
ubrugte til sin egen fordel, f.eks. til kemiske sammensætninger
eller montager. Det gode digt er den usentimentale historie
om dette. Det er altid en dårlig kopi af sig selv.
DET HELT USANDSYNLIGT NØDVENDIGE
Poesien kan ikke søge i det tomme, i det umulige eller det
utopiske, men heller ikke nødvendigvis i det nærværende, det
mulige, det konkrete.
Poesien er genren for det helt usandsynligt nødvendige, det
helt urimeligt selvindlysende, det totalt bortvendt nærværende, den
eksisterende umulige kærlighed.
Det meste som bliver sagt om dette er nonsens, men det må siges.
ALT DET SOM DER VIRKELIG IKKE KAN SIGES
NOGET OM
Alt dette som der virkelig ikke kan siges noget om, måske er det
dette dét der må tales om og skrives om - de små mellem-
rum inde i en støvbold under en seng, konsistensen af papir-
stumper som svæver i vinden, eller glasskår fra en knust ølflaske, kan
der tænkes en slags lommeuldens filosofi for at forstå alt dette? Vi
hverken kan eller vil tale om det, ingen vil se en mening i at
skrive om dette, det helt ubetydelige, dét som udgør vedvarende
irriterende bagateller i alle vigtige billeder. Hvis vi nu taler højt
om det, vil nogen så tro at vi dermed underkender de store
og vigtige ting?
OM AT AFSLUTTE POESIEN
Man er tvivlløst til stede. Man sidder og skriver digte om at være til
stede. Alligevel opstår der et problem. For det at man er til
stede er ikke i sig selv poetisk. Ens egen eksistens er tværtimod
som udgangspunkt antipoetisk. Så hvad gør man da?
Så giver man tvivlløst pokker i det skønne, det gode, det sande.
Og så sidder man der og er til stede, og har et problem med at skrive
om at man er til stede. Man har et problem med at gøre ens
egen eksistens poetisk. Men hvad så?
Så skriver man et moddigt, mod sig selv og mod poesien.
Man skriver et digt så stygt, ondt og usandt som det må være.
Plag mig ikke mere med skønne, gode og sande ting. Jeg er
immun.
Jeg er til stede, men det implicerer ikke nødvendigvis
noget skønt, eller godt, eller sandt. Jeg er til stede,
det er et problem. Plag mig ikke med at knytte mig til
metafysiske objekter. Jeg kan aldrig blive større end jeg er. Men: Jeg er
til stede, og det er et problem for mig at jeg er til stede.
Skal der være en slutning på dette digt, må det være denne:
Dette digt er et problem. Det får ikke sagt noget.
Men: Jeg er til stede. Jeg sidder her og skriver antidigtet
om mig selv, mod mig selv. Det er mig som sidder her og skriver
og dermed gør både mig selv og digtet umuligt. Det er mig
som dermed afslutter poesien.
Apparatur, Kastrupvej 96, 1. th., 2300 København S. E-post: apparatur@mail.dk, Giro: 60048398