EN OUTSIDERS VEJ

Af Gunnar Ekelöf

Mange mennesker er født til nød og få til overflod. De første er misundelige på de sidste og de sidste vil ikke bytte. Men der findes også mennesker som er født til at mangle noget, som altid vil have en følelse af, at noget væsentligt mangler og et begær efter at skille sig af med alt det uvæsentlige for lettere at kunne få rede på det, der mangler.

Sådanne mennesker tager sig temmelig ens ud hvad enten de kommer fra det ene eller andet miljø. I begge tilfælde stræber de efter at nå frem til deres egen ejendom, den som de retteligen kan kalde deres og kun deres - på den måde kun et menneske kan gøre det. Anden form for ejendom interesserer dem mindre, i mange tilfælde slet ikke. For sådanne mennesker er manglen et livsvilkår.

Mangel i denne, mere almene betydning er den eneste jordbund på hvilken kunstnerisk arbejde kan vokse. Skal et værk vokse, findes frøet, så skaber det sin egen jordbund ud af en sådan mangel, hvis den ikke allerede findes. Selv har jeg i lang tid afskyet Beethoven ud fra et ideelt begær efter at kunne begynde forfra, ikke at arve noget. Embarras de richesse, kan man sige. Men der findes en faktisk virkelighed bagved det udtryk - for dem som er skabt på den måde. Nu er Beethoven mig mere ligegyldig.

Jeg har altid følt, at jeg står på de autodidaktes side og vil gerne trods de eksaminer jeg tog eller forsømte regne mig for at være autodidakt. Det jeg virkelig har lært mig har jeg lært i en slags nødværge mod det man har villet proppe i mig.

Jeg er altså ikke autodidakt i proletarisk forstand. Men jeg har altid trivedes blandt arbejderforfatterne uden at høre til dem. Selvlærdom har for dem i mangt og meget indebåret det samme som for mig: nemlig en personlig ny prøvelse. Og jeg forstår den fattige og forsømte barndom som er forudsætningen for en sådan ny prøvelse. Findes viljen til den bliver eventuelle stavefejl, kommateringsfejl, misforståede realoplysninger eller alt for djærve neologier kun til skønhedspletter. Mit eget barndomsmiljø var velbjerget men så langt fra det normale og så livsfremmed at der findes plads nok til en slags mangel.

Jeg forstår de til ensformighed gentagede klager over mangel på bøger, mangel på tid og ensomhed til at læse og fordøje dem, på forståelse for alle udtryk for dannelsestrang. Jeg havde bøger, musik, malerier, smukke møbler, men de tvang mig i stedet til at gå lange omveje inden jeg mente at havde ret til dem.

Det blev en ganske lang og eventyrlig odyssé inden jeg var i stand til at undvige de muligheder der blev tilbudt mig. Med den som baggrund kan jeg også sætte mig ind i en del kammeraters forehavender. Jeg har været en slags åndens vagabond. Hvad virkelige eventyr angår er overfloden deres, mens manglen er min. Jeg drog dunkelt omsorg for det længe inden jeg vidste, at det var og måtte blive sådan. Således har jeg tre gange forladt Sverige for altid, i den højtideligste og bedste mening ikke at komme tilbage. Det er ikke uden at føle mig en smule bekymret at jeg tænker tilbage på det nu. Jeg er nok ikke nogen videre praktisk eventyrer.

Det er blade fra denne lyriske selvbiografi jeg skal berette om.

Musikken er det som har givet mig det meste og bedste. Den første gang jeg hørte et rigtigt strygeorkester var under et af de sidste verdenskrigsår i selskab med en værge i en stor biograf, jeg tror det var Röda kvarn. Den "sørgelige" musik gjorde et sådant indtryk på mig at jeg længe i en slags rædsel vægrede mig mod at gå med når muligheden var der. Musikken tvang mig til at forestille mig de mest frygtelige ting: at jeg var aldeles ensom i livet, bortført eller forvildet og ikke havde noget sted at tage hen - det var et uerfarent øres naive reaktion i en alder hvor man ufrivilligt objektiverer alle stærkere følelser, på en eller anden måde forklarer dem for sig selv, eksemplificerer dem, forsyner dem med en digtet handling. Det er svært at tilbagekalde denne enkle oplevelse i dens styrke. Den ligger ligesom på den anden side af en afgrund af år, fulde af netop det som fremkaldte den. Jeg var altså på vagt over for musikken og det blev deraf snart en mistroisk interesse, til den sluttelige vækkelse kom i en lempelig pubertetsalder gennem César Francks violinsonater. Jeg ser endnu for mig den lille herregårdsforgemak med dens dejligt smagløse blanding af barok, 1870erne og jagtrofæer, hvor jeg første gang hørte den. Under en opflamning af deres egne ungdomsminder havde musikerne plukket den frem fra en forsømt nodebunke og den aftens bittersøde stemning lever endnu for mig i recitativet. De andre satser har jeg mere for mig selv.

Langt senere da jeg læste Proust kunne jeg pludselig kende mig selv igen. Jeg tænkte på, om ikke denne såkaldte "Vinteuils sonate", som Swann var så betaget af, er identisk med César Francks. Prousts beskrivelse stemmer præcist.

En af disse ejendommeligt stærke, tidlige minder var solnedgangen. Det passer sig jo for en blivende digter, men jeg ved ikke hvordan jeg blev skybeskuer. Solnedgangen lå tung over min barndom og jeg havde den til og med i mine drømme. Den intenst teglrøde kirke uden for vinduet - det var Johannes kirken i Stockholm - kastede et hektisk, sygeligt og ligesom forstørret genskin af solnedgang langt ind i rummet. I denne skumring flakkede min far omkring som en skygge, sindssyg gennem flere år, mumlende og med fraværende, forstyrret ansigt, fulgt af sygeplejersker. Når de havde fået placeret ham i en lænestol kunne han sidde i timevis og høre stemmer, som det kaldtes, det vil sige, han mumlede ensformigt, grublende, ubegribeligt og uden ende. Det var en lejlighed med lange korridorer og i skumringerne rådede en ejendommelig spøgelsesstemning i deres afkroge mens begravelsesklokkerne ringede uden for. For min erindring er rød solnedgang og klokken altid uadskillelige.

Senere plejede jeg med slyngelårenes begyndende djærvhed at klatre op på taget for at se solen gå ned. Taget var et af de højeste på Johannesbakken. Jeg gik op gennem vindueslemmen og klatrede videre dels med, dels uden hjælp fra brandstigerne indtil jeg sad overskrævs på tagryggen, hvor jeg røg forbudte cigaretter og stirrede ind i solen som en eremit. Højden var svimlende: husets egen plus tagets, for gavlen stod og vaklede nær kanten af en afgrund, hvis bund var baggård nede på Tegnérgaden. Under mig lå hele byen og nu og da glimtede det langt borte i Kungholmens vinduer, som måske netop blev tørret af lige djærve hjemstavnstræer under den store efterårsrengøring.

Jeg gjorde det ikke for at vise mig - ingen vidste for resten noget om det. Men jeg var gennemtrængt af en fantastisk skønhedstørst og fuldkommen ude af stand til at give den udtryk. Jeg forstår nu ikke hvordan jeg vovede. Af og til har jeg frygtelige svimmelhedsdrømme.

Solnedgangsklatringen hang sammen med musikalske udsvævelser. Jeg plejede at udbrede mig i endeløse serier af usammenhængende, ofte meget dissonante akkorder, som jeg aflyttede et efter et. Jeg rettede allerede mistro til hvad der i familiekredse plejer at kaldes "musikalske" personer og gør det fortsat - i videste forstand. Jeg har aldrig, hverken før eller senere, villet se nogen principiel forskel på vellyd og dissonans og aldrig haft let ved at føje mig i forhold til det disciplinære. Jo, i forbindelse med Bach og italienerne. Det var også næsten en slags matematisk nydelse for mig at lytte til disse akkorder, til strengenes langsomme fortoning. Toner og overtoner, klange og efterklange jagede hinanden derinde i resonansbundens mørke - linjer som bølgede sideløbende, tangerede hinanden, skar hinanden, influerede på hinanden, pulserende og rytmisk for at give en grafisk beskrivelse. Klangfigurerne blev regelmæssigt fremdrevet, svingninger kom tilbage med jævne mellemrum ennda helt frem til det sidste, fjerne klange der fortabte sig ud i universet. Matematiske serier fortaber sig på samme måde i uendeligheden.

Overalt var det mystikken der lokkede mig i disse år med gradvis opvågnen og en ungdommelig mystiker er nok besværligere og mærkeligere end nogen ældre mystiker. Jeg kom til at afsky Europa og kristenheden og under skolebønnerne lærte jeg mig at mumle mit "om mani padme hum" som protest. Det var dog ikke før jeg vovede mig gennem realkatalogers og ekspeditioners skærsild på Kungliga Biblioteket, nok så fristende for en oppositionel ung mand, for de oppositionelle er sædvanligvis de mest frygtsomme, at jeg fik næring til min orientalisme. Der proppede jeg hovedet fuld med de mest forældede fakta om ruinsteder, dynastier, orientalsk kunst, musik og litteratur. En bog som har fulgt mig siden er Fox-Strangeways´ "Music of Hindustan", og jeg ville gerne engang lære mig at kunne håndtere en tromme, den orientalske musiks fineste instrument næst efter menneskestemmen. Men jeg fandt alligevel ikke rigtigt det jeg ville finde før jeg kom igennem Tarjumán al Ashwáq af Muhyi´d Din ibn al-Arabí som længe var min yndlingsbog. Jeg kom til at fæstne mig ved forfatternavnet gennem Heidenstams Endymion. Senere har jeg fået at vide, at det bl.a. var for ibn al-Arabis skyld, at Ivan Aquéli i fuld alvor begyndte at lære sig arabisk. Det var der og ikke andre steder, jeg lærte mig hvad der menes med symbolisme og surrealisme.

Tiden har skilt mig fra det jeg dengang søgte i mig selv, og meget er trods alt blevet tilbage. Med hvilken sympati har jeg ikke lært mig at se tilbage på dette gammel-indiske liv, på én gang så spidsfindigt, så fredfyldt og idyllisk, som møder en på de ældste klippers relieffer og i sutraer og jatakaer. Der tager naturen langt virkeligere og virksommere del i menneskets liv end nogensinde i det bukoliske Grækenland. Og den er naturlig på en både blødere og mere grotesk måde. Det gamle Indien var en midsommernatsdrøm. I det store øjeblik da ateisten Buddha, sitrende under sit figentræ, opdager den endegyldige vej ud af lidelsen - en hændelse som blev kommenteret fra gudeverden til gudeverden til trods for, at opfinderen var ateist - er det ikke kun Brahma og de andre højærværdige guder som forundret og en smule mistroiske konstaterer faktum i deres respektive himle, men hele naturen som fyldes af skjulte ekkoer, som stadigvæk findes trods Buddhas ateisme og skepticisme; gnomer af alle slags, indiske råer, nisser og elverfolk dukker op omkring den ensomme, undersøger ham og istemmer: "Jaha, den hellige er nået frem til den endegyldige oplysning!" Det er i sin dybe alvor en fortryllende scene. De ældste relieffers måde at afbilde Buddhas person på er også fortryllende i deres naive ærbødighed: en tom stol, en siddeplads, hvor Ingen sidder.

Denne på én gang absolut polyteistiske og ateistiske urtilstand synes moderne vesterlændige ikke rigtigt at ville sætte sig ind i. Den vidunderlige lille idylliske "Herden Dhaniya", hvor hyrden og den hellige vekselsang beder guddommen om at lade regnen komme, om han vil, for de er begge allerede en sikkerhed, hyrden gennem sin driftige forudseenhed og den hellige gennem en tilbagetrækning fra hele verden, denne idyl oversætter Gullverg med et omkvæd med indholdet "Ske Guds vilje" (med stort G). Det fortærer den virkelige brod. Der er nemlig kun tale om regnguden, som tilfældigvis i spørgsmålet repræsenterer livets besvær og skæbnens luner.

Sådan var altså mit evangelium. Det var Indien der første gang lokkede mig til at forlade Sverige "for altid". Jeg troede på det selv. Jeg kom til London en puritansk gråvejrssøndag, som længe stod for mig som et mareridt. Senere har jeg lært mig at elske de store steders øde undervejsstemninger, men første indtryk var overvældende. School of Oriental Studies med sit imperium, sine mumier og champollionske kobberstik forekom mig at være mere et dødstempel end en skole. På trappen stod nogle afstøbninger af Amavavathirelieffer stillet til side, alt for formløst levende for den øvrige imposante værdighed. Jeg hadede - da - misundeligt det engelske monopol på Indien. Jeg kom til at afsky lærerbøgerne. Undervisningen og visse læreres drøje småskolemanerer. Havde jeg ikke i ugevis måtte terpe med "Elefanten er større end hesten - Den her dreng er meget talentløs" o. lign. ville jeg let kunne sluge det væsentlige, nu surmulerede jeg. Ingenting var som jeg tænkte.

Jeg var meget ensom. Jeg havde endda en ven, en islænding på samme boarding-house, som havde lært sig at udstille dameundertøj i Westend og sikker gør det endnu i Reykjavik. Han var et af de bedste mennesker jeg har kendt. Da han kom, kunne han lidt dansk, men på grund af sit rene sproghoved byttede han ligesom et dansk ord bort for hvert engelsk han bytte sig til. Der kom en tid, hvor vi meget tyste gik på Lyons, for hans danske sætninger havde intet predikt og hans engelske ikke noget subjekt eller omvendt. Siden begyndte vi på at tale sammen igen. Hans bedømmelse af mennesker indskrænkede sig til: "I think he is a very good man" eller "I think he is a very bad man", hvilket var tilstrækkeligt. Jeg sendte ham hilsener nogle år senere og han svarede, tydeligvis i erindring om min musikinteresse, med at sende mig noterne til "O Gud vors lands, o lands vor Gud", Islands nationalsang. Jeg mindes ham med glæde som en mere jordisk kontrast til den unge vidtsvævende dåre jeg selv var.

Derimod mindes jeg - fra denne første tid ude blandt mennesker - en af mine lærere, Mr. Palmer, en gammel araberlignende olding. Hans timer var små oaser med lange grublende tavsheder, en pludseligt gryntende latter og så en uvedkommende historie. En af disse historier har jeg så at sige arvet fra ham - fra at være et ungdomsminde for ham er det blevet et ungdomsminde for mig. Han fortalte: "Jeg husker, at vi var på rejse i Serbien, min far, mine ældre brødre og jeg. Der var en gang i halvfjerdserne og vi skulle færdes til hest. Vi var netop sejlet over en strøm da der kom nogle røverlignende skikkelser galopperende til den anden strand og skreg et ord efter os (han gav desuden et konsonantblandet ildbrøl, jeg tror det lød som `amma!) flere gange, kun det ord. Jeg husker det som var det i dag, ser dem og hører dem. Og jeg ved stadig ikke, hvad det ord betyder. Jeg skulle jo have kunnet slå det op i leksikon, men - jeg har ikke gjort det. That's very funny."

Historien kom uformidlet, apropos ingenting og var mig først en gåde, men er siden blevet "et ord på vejen". Man skal ikke fjerne sommerfulgestøvet fra sine klareste minder, ikke virkeliggøre sine kæreste drømme. Den jernbeslåede skattekiste man fandt under æbletræet i havet er måske bare fyldt med tørre løv - det er bedre ikke at åbne den. Mr. Palmer er død nu og slog sikkert aldrig sit ord op. Måske var det bare en ligegyldig besværgelse. Han var en klog mand. Og en gammel polyglott.

Det kostede at opgive drømmen om Indien - de første drømme er det altid sværest med, for da har man stadig sådanne fordringer til "virkeligheden". Men siden, når man kommer undervejr med livsmekaniken går det lettere.

Jeg kom til Uppsala og var så menneskesky at jeg ikke vovede at gå nogen steder hen og spise men levede af kaffe et godt stykke tid. Siden var der nogen der sparkede mig afsted til Husholdningsskolen. Som en slags gradvis overgang til Vesten læste jeg persisk (med sanskrit lurende i en meget fjernere baggrund). Fra denne døde tid mindes jeg ikke meget mere bortset fra 2000 patiencer og spredte sætninger fra Firdausi, gående ud på at "verden er helt og holdent bedrageri og en illusion".

Men jeg begynder egentlig at nærme mig det, som denne lange indledning er til for. Jeg havde hidtil ikke haft store tanker om kunstnerisk skabelse, muligvis havde jeg fusket lidt i ibn al-Arabis stil og kælet for visse musikalske apirationer. En sommer sad jeg ved mit åbne vindue mod den brusende Dalalver og kommenterede min elskede Tarjuman og om aftenerne gik jeg omkring med den i lommen. En aften havde jeg en oplevelse som jeg nærmest må karakterisere som en slags ekstase. Det kom over mig som et stjerneskud og jeg mindes at jeg vaklede en smule på hjemvejen. Som ofte ved sådanne tilfælde havde jeg et helt orkester spillende et sted bagved mig og stemte selv i med snart det ene instrument, snart det andet. Det blev siden et digt, mit første og nogenlunde selvstændige, og det findes i Sorgen och stjärnen, dumt nok omredigeret, blandt det mange andre som den bog indeholder med opfrisket affektionsværdi. I urversionen har det ydermere stået i Ord och Bild. Det blev til flere digte og for at skjule dem for verden konstruerede jeg til og med et privat alfabet, en af mine barnligheder, hvoraf her følger en prøve.

[…]

Det var min begyndelse - som senere viste sig at være falsk. En lang sygdom og rekonvalescens tog livet af denne begyndelse og jeg vågnede op til helt andre drømme om en kaffefarm i Kenya, som jeg hastigt og lystigt byggede færdig i fantasien. Det er en vane som jeg har bevaret og drevet til en vis færdighed: at bygge mig nye og andre miljøer og eksistenser i fantasien. For øjeblikket er jeg i gang med en lille Swedenborgiansk 1700-tals-pavillon, beliggende i en stor, gammeldags køkkenhave med store hindbær, hvor utile forenes med dulci. Men jeg har nu lært af Mr. Palmer og andre ikke at stræbe efter virkeliggøre livet, men at bo i mine værker så længe jeg har glæde af at bygge og forbedre dem. Iblandt, når jeg er træt af hus og bofasthed, bygger jeg videre på idealbåden.

Dengang førte drømmen imidlertid til Genua, hvor jeg ikke tog Woerman-linjen. Min historie er en historie om de både jeg ikke tog og de manglende tog. For øvrigt var jeg syg og skulle aldrig have kunnet leje rådyrsskin i Afrika. På grund af min svagelighed benyttede jeg livet til at gøre mig bekendt med diverse modernistisk mysticisme, analytisk kubisme og nye poeter, mest franske, nyt drømmestof for mig. En sommer arbejdede jeg 10 af 12 timer om dagen ved pianoet, over nodebladene og ved grammofonen og tog om efteråret til Paris for at studere musik. Det var sidste gang jeg forlod Sverige "for altid". Jeg lejede, naturligvis på dummeste vis, et par rum med sådanne papirsvægge, at jeg ikke kunne tænke på at have noget instrument. Så dér sad jeg og fantaserede i min tavshed og naboernes støj. Papirasken i det åbne komfur vældede snart ud over gulvet og i det lille køkken var det samme sag med vaskekummen. Når jeg siden forlod denne lille lejlighed tog det mig tre dage i fem etaper: kniv, pimpsten, skurepulver, skurebørste med sæbe og endelig klud at skure køkkengulvet rent. Animeret af den almene æstetiske fornyede prøvelse, som foregik rundt omkring mig gik jeg i gang med ordet fra begyndelsen af. Det gik op for mig at jeg ingenting kunne. Jeg tog ordene et for et og forsøgte at bestemme deres valør, jeg satte ord sammen med ord og lykkedes efter megen møje at komme frem til en hel mening - naturligvis ikke "med mening i" men sammensat af ordvalører. Det var undermeningen jeg søgte - et slags Alchimie du Verbe. Ét ord har sin mening og et andet har sin, men når de føres sammen sker der noget underligt med dem: de får en mellemmening, samtidig med at de bibeholder deres primære betydning. I en diskussion om kunst for flere år siden udtrykte Grünewald sig sådan her: Der står et vandglas her foran mig. Nu lægger jeg en appelsin ved siden af det. Og vandglasset bliver et helt andet vandglas. Man kan citere mange både filosoffer og kunstnere som har sagt det samme endnu bedre, f.eks. Degas, men det ovenstående er i det mindste overskueligt og det er noget i den stil jeg mener. Dette er ordenes kontrapunkt: set fra ét sted betyder en ordrække noget som findes i den åbne dag, set fra et andet sted betyder den noget som findes - i nat, i uvished. Og poesi er netop dette spændingsforhold - mellem ordene, mellem linjerne, mellem betydningerne. Jeg har faktisk lært mig at skrive som et barn lære sig at læse: B-A bliver - mærkværdigvis nok - BA.

Man må naturligvis også have noget at sige, men det er godt hvis man begynder med at lære sig det og begynder fra begyndelsen. Mange forfattere har negligeret den ABC-bog de har inden i sig, trykt i 1 eksemplar.

Ellers levede jeg meget ude på barerne og kaféerne. Jeg kan endnu høre ekkoet i porthvælvingen når jeg sent på natten som sædvanligt råbte "Ekeloff" uden for conciergelogen. Nogle af de underligste typer i mit endnu uudnyttede billedgalleri har jeg fra denne tid, og det værste ved dem er i almindelighed at de er banalt underlige eller underligt banale - produkter af den storby où le spectre en plein jour raccroche le passant. Eftersom jeg på disse sider kun dvælede ved lysere sider skal jeg bare nævne en: Peter - man så hende altid på en af tre barer i Montparnasse. Hun var født i Ishavet, havde gift sig i den lovlige alder med en skipper deroppe og ikke set noget af verden før hun ad dunkle veje i 25 års alderen eller deromkring kom ned til Danmark og Paris, smuk som dagen efter hvad folk påstod. Nu levede hun sammen med en fransk antikvitetshandler og var i løbet af nogle år blevet ret tyk, en smule passé og meget kilden - men hun havde stadig sit lyse, spidse ishavssmil og sit muntre, praktisk menneskelige naturbarnslune. Hun bød mig på små middage bag den rare antikvitetshandlers ryg og formanede mig om diverse. Det hjalp mig over mange kriser og meget andet svært som jeg ikke vil berøre nu.

Sent på jorden er en selvmordsbog. Den er helt under indflydelse af Stravinskijs dystert ensomme utilslørede sensuelle Sacre du Printemps som jeg spillede nætterne igennem med lommetørklæder og underbukser stoppet ind i grammofonen. Eliot kendte jeg ikke til på det tidspunkt og af surrealisterne ikke meget. Det var først under det ulyksalige, så godt begyndte men så slet afsluttede Spektrum, da jeg sent omsider var kommet mig så jeg kunne vise en del digte, at nogen sagde til mig at jeg var surrealist. Og jeg troede dem på deres auktoritet og ville gerne være det. Men jeg arbejdede aldrig surrealistisk, jeg arbejde med 50 og 100 koncept for hvert digt. Sent på jorden var også min første og i lang tid min eneste sandfærdige digtbog - relativt set, med hensyn til de stemninger i hvilke jeg da befandt mig og de udtryksmidler over hvilke jeg forføjede. Jeg gik bogstavelig talt omkring med en revolver i lommen. Og det var for resten ulovlig våbenbesiddelse. I min almindelige fortvivlelse benyttede jeg da alle til rådigheds stående veje til at kunne forblive i min drømmeverden - eller til hurtigt at kunne forlade den. Jeg begyndte at spekulere og mistede mine penge, hvilket gjorde min tilfældige hjemkomst til Sverige temmelig definitiv. Det var for resten det klogeste jeg har gjort, for det tvang mig på sæt og vis til at slå mønt af hvad jeg eventuelt kunne have lært eller oplevede og gjorde, som man siger, en mand ud af mig.

Det er muligt at jeg har været en luksusforeteelse - til og med mere end en digter i almindelighed plejer at være, men der har været mange mangler bagved overflødighedslivet og det er på den jeg har levet. Fremfor alt: mangel på modstand. Havde jeg været mindre begunstiget med en vitterlig uforstående men til gengæld aldeles tolerant omgivelse og havde jeg været mindre splittet og mangesidig ville resultatet være blevet et andet og sikkert også mere voluminøst. Min vej til litteraturen er helt og holdent en outsiders. Jeg skrev fra begyndelsen aldrig for at publicere, hvilket jo ellers er den eneste virkelige skole som en forfatter kan gå i: redaktionernes, forlagenes, kritikkens og publikums skærsild på godt og ondt.

Spurgte man mig hvorfor jeg skriver nu, ville jeg stadig - men i en helt anden og dybere mening - svare: af mangel på anden beskæftigelse. Der fandtes en tid hvor jeg troede at mit skriveri havde et eller andet nært eller fjernt liggende mål. Nu ved jeg at det aldrig er mål eller hensigt der gør et digt til et digt. Det er dette, og ikke nogen falsk bitterhed, som får Ekelund til at sige "Jag dikter för ingen …" og som får Söderberg - for at tage et par bekendte eksempler fra højen - til at bekende sin tro på sjælens ubodelige ensomhed og sin længsel efter at ældes. "Det var för djävligt att vara ung" - det var dengang man prompte skulle have en mening om alt.

En digters første opgave er at blive lig med sig selv, at blive menneske. Hans første pligt - eller snarere hans bedste middel til at opnå det - er at erkende sin ubodelige ensomhed og meningsløsheden i sin vandring på jorden. Det er først på den måde han kan komme bagom alle virkelighedens kulisser, dekorationer, forklædninger. Og det er kun gennem den bog han kan blive til nytte for andre - gennem at stille sig i andre - i alle! - menneskers situation. Det er meningsløsheden som giver livet dets mening. Dette er i korthed mit credo quia absurdum.

Oversat fra svensk af Neal Ashley Conrad