|
|
|
Hele vinteren skovler jeg for folk, reparerer snehestene, hakker småsten ud af isen til munde og øjne. Jeg tegner oversigtskort over juletræeskuglernes indbyrdes placering i dette års træ. Elven har trukket snetaget over sig men fortsætter med at brøle nedenunder. Nu er det koldt for ålene - de vælter sig langsomt rundt i fangstkisten som gang på gang findes brudt op. Jeg dokumenterer alt dette, bevarer negativerne i hjertekulen. * Om vinteren bør man ikke kikke på lygtepæle da øjnene let fryser fast. En fætter til mig blev stående hele juleaften mellem lastbilcentralen og svømmehallen, inden han til sidst fik taget mod til sig og revet sig løs. Sikke vi grinede da han fortalte hvor han havde været, hvordan hornhinderne stadig sad tilbage på pælen! * Det er kun mig som ved at hver nat da jeg var barn trak jeg en mand på slæde henover den tilsneede tundra. Vi havde kun en bid ost til deling. Han talte aldrig. Han lod sig bare slæbe afsted med øjnene vidtåbne mod den gnistrende arktiske nattekuppel. Jeg så bare mine egne sjappende fødder. Osten rakte hele min barndom. * Stenet sand bagved dæmningens porte. Pløjende sandbanker med sine tangmuldyr ved linealens fod som undertiden kan vise: 5 meter dybt. En gang stod der en dreng på bunden. Hans forældre kunne se hans isse hvis de kikkede ned fra broen, hvordan strømmen tog i det blonde hår. De må have fundet det meget mærkeligt. Denne oprette tilstand af tilsyneladende liv. * Dæmningen har barder af stål. De filtrerer elven ren for drivende, forliste skibe og selvdøde ænder. Alle sådanne ting må standse, trykke sig mod gitteret, mens de venter på at blive kastet ud og rejse videre. Til sidst bliver de vel trætte og synker, 5 meter hvis linealen viser det, lader sandet indhylle dem i brune lagner.
Apparatur, Kastrupvej 96, 1. th., 2300 København S. E-post: apparatur@mail.dk, Giro: 60048398 |
|
||||||||||||||||